45.000 kroner til riffel-veteraner gennem Støtteforeningen

on October 17 | in AKTUELT, DSkyU, Nyheder, RIFFELNYHEDER, Riffelsektionen, Støtteforeningen | by | with Comments Off on 45.000 kroner til riffel-veteraner gennem Støtteforeningen

Støtteforeningen er din mulighed for at hjælpe skydesporten økonomisk. Sidste år blev der samlet hele 45.000 kroner ind til veteranerne i Riffelsektionen gennem donationen til Støtteforeningen – blandt takket være Ib Hansen.

Ib Hansen er næstformand i Riffelsektionen og udvalgsformand i veteranafdelingen. Det er ham, der arbejder på at samle penge ind blandt veteranskytterne og folkene omkring skytterne, så der både kan dryppe penge tilbage i klubberne, men også konkret til veteranerne. Pengene bliver brugt på forskellige formål, men kan også gå videre som en del af budgettet for det kommende år.

I år brugte veteranerne penge fra Støtteforeningen på at komme til de nordiske mesterskaber, mens man tidligere har brugt penge på stævner i udlandet og materialer. Sådan blev det dog ikke helt i år.

– Vi ville gerne have været til to stævner i udlandet i år, men til et stævne i tjekkiske Plzen kom invitationen for sent, og der var et stævne i Norge, der lå oven i de danske mesterskaber. For nogle år siden brugte vi penge på, at skytterne kunne få ens tøj at stille op i til konkurrencer. Da vi troppede op i ens tøj, var der en del af de andre hold, der gloede og så misundelige ud, fortæller Ib Hansen grinende.

Ib Hansen påtog sig opgaven med at samle penge ind på vegne af veteranerne for godt otte år siden. Han oplevede, at folk ikke forstod formålet med Støtteforeningen dengang.

– Når man snakkede med folk, sagde de, at pengene jo bare gik til den store kasse. Så det var det, jeg tog fat på, så det kunne blive mere synligt, hvad pengene gik til, siger Ib Hansen.

Og noget må have virket. Sidste år var han medvirkende til, at der blev øremærket 45.000 kroner til veteranerne. Derfor er det også den samme erfaring, han har gjort sig, som han rådgiver andre til at følge.

– Jeg tror, det handler om at være mere åben over for, hvad pengene går til. At de ikke bare går til en kasse. Der er forskellige afdelinger, man kan indbetale til, og nu kan man se, hvor pengene ryger hen. Så tror jeg heller ikke, det skader, hvis afdelingerne har et mål for, hvad pengene kan bruges til. Så bliver det endnu mere synligt, hvad man betaler til, mener Ib Hansen.

Om Støtteforeningen
Støtteforeningen er en medlemsordning under Dansk Skytte Union, der er skabt med formålet om at støtte klubber og andre gode formål inden for skydesporten.

Når du tilmelder dig Støtteforeningen, koster det 200 kroner, men det er også muligt at donere flere penge. Hvis du gør det, går en større portion af beløbet tilbage til den klub, du kommer fra. Og resten af pengene går ubeskåret til et formål eller en afdeling, som du selv vælger. Desuden er donationer til Støtteforeningen fradragsberettiget, så længe beløbet er under 15.900 kroner.

Når du tilmelder dig Støtteforeningen er der yderligere fordele for dig – blandt andet er der forskellige rabatter at hente, mens du også deltager i lodtrækninger om forskellige præmier. Læs mere om Støtteforeningen og fordelene her, hvor du også kan tilmelde dig.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »