Damholt i sin første EM-finale: Det var ubeskriveligt

on July 25 | in AKTUELT, DSkyU, Nyheder, RIFFELNYHEDER, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Damholt i sin første EM-finale: Det var ubeskriveligt

I herrejuniorernes 3×40-konkurrence formåede Mikkel Damholt med 1147 at kvalificere sig til sin første store internationale finale. Her så det længe godt ud, og han kæmpede med om topplaceringerne, men et par store fejl mod slutningen kostede dyrt og resulterede i en 8. plads.

Det var dog tydeligt, at det havde været stort for den unge skytte:
– Det var virkelig en fantastisk oplevelse, og selve følelsen i finalen var ubeskrivelig. Det hele kører bare i fuldt gear, alle sanser går helt amok, og alt bliver registreret. Og samtidig så opfatter du ikke en skid af, hvad der foregår. Så det var en vanvittig surrealistisk oplevelse. Jeg tog det langt hen af vejen meget bedre, end jeg egentlig havde forventet. Efter liggende der ligger jeg jo rigtig godt, så det er reelt set kun en serie i den stående stilling, der ødelægger det, fortæller Mikkel Damholt.

Det var netop den ene serie, der ødelagde medaljedrømmene. Efter de knælende var Mikkel Damholt fint med på en fjerdeplads, og endnu bedre blev det under de liggende. Her fik han rigtig godt fat og var også oppe at vende på førstepladsen. Første serie af de stående blev dog ren katastrofe. 7.2, 7.4 og senere 8.6 sendte ham ned på sidstepladsen og ud af finalen:
– Den første 7’er der flyver, den kunne jeg godt se, det må jeg indrømme. På den anden tror jeg, at jeg prøver at overkompensere for det, og nu skulle den virkelig bare være perfekt, og så bliver det bare samme ovre i den anden side. Der tænker jeg bare fuck, men på den anden side er du under tidspres, så du bliver bare nødt til at prøve at tage dig sammen og komme videre.

Meget videre kom Mikkel dog ikke, da finalen for hans vedkommende endte kort efter. Han er dog ikke i tvivl om, hvad der var medvirkende til den dårlige serie. Skiftet mellem de liggende og stående kostede masser af tid, og han fik derfor kun sat få prøveskud:
– Jeg er overbevist om, at det er det, der ligesom gør udslaget i den første serie i de stående, fordi jeg ikke kommer ordentlig ind på skiven. Det er noget, jeg er nødt til at arbejde med i fremtiden og finde et setup, der gør, at jeg kan få nogle flere prøveskud, så jeg kan nå at falde mere til ro og få den ordentlig på plads.

Han rejser dog stadig hjem en finaleerfaring rigere:
– Jeg føler egentligt, at jeg langt hen af vejen, i 35 ud af de 40 skud, har fuldstændig styr på det. Så det er kun lige den ene serie. På en måde er det jo ærgerligt, men på den anden side er det også min første finale, og med vejret hernede havde jeg ikke forventet, at det ville gå så godt. Så jeg tager bare det hele som erfaring og er glad for, at jeg overhovedet var i finalen. Det er jo en EM-finale, og det er ikke alle, der får lov til det, fortæller en fortrøstningsfuld Mikkel Damholt.

Guldet blev vundet af Nepejchal fra Tjekkiet. Gennem finalen bølgede det frem og tilbage, og det var hele tiden tæt i toppen. Russeren Golovkov lagde stærkt ud på de knælende, skarpt forfulgt af franske Chassat. I de stående ville også Nepejchal og Pekler fra Ungarn lege med om medaljerne, og en 8.6’er sendte franskmanden ud af top tre. Herefter måtte Golovkov tage til takke med bronzen, mens en 10.8’er i andet sidste skud sikrede Nepejchal titlen som europamester.

Se alle resultater fra herrejuniorernes konkurrence her.

Onsdag er det herrerne Esben Jakobsen og Niels H. Overgaard, der skal prøve kræfter med de 3×40. Kvalifikationen starter 07.00.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »