Dansk senior-guld ved VM i compak sporting

on August 28 | in AKTUELT, FLUGTNYHEDER, Nyheder | by | with Comments Off on Dansk senior-guld ved VM i compak sporting

Danmark fik i weekenden en verdensmester i compak sporting. Det skete, da Jørn Olsen fra Københavns Flugtskytte Klub ved VM i Ungarn vandt guld i seniorkategorien.

Med imponerende 190 ud af 200 duer var Jørn Olsen den bedste af de 99 tilmeldte seniorer, en kategori der under FITASC tæller de 56-65-årige. Sejren kom dog som en overraskelse for danskeren:

– Jeg vidste ikke, hvordan jeg lå, ikke før John Hansen siger til mig, at nu er det kun russeren, der kan stå i vejen for det. Og så går jeg så væk med geværet, og da jeg kommer tilbage, står John Hansen bare med to arme i vejret, ”Olsen, du er verdensmester”. Hørte jeg rigtigt?

– Det er nok ikke sådan helt gået op for mig endnu. Selvfølgelig er det specielt at stå øverst på skamlen og høre nationalmelodien. Jeg har været med til mange konkurrencer, men det var noget helt specielt, fortæller en stolt Jørn Olsen.

Det var ellers ifølge ham selv ikke en hel let konkurrence:

– Det var en udfordring og lidt anderledes, end vi er vant til. Vi havde meget kuperet terræn og træer i baggrunden, og det bryder mig ikke om, øjnene er jo ikke de bedste længere. Så at fange duerne mellem træerne, og når det så samtidig er så varmt, 38 grader og fugtigt, det var ikke så sjovt, beretter Jørn Olsen.

Med VM-guldet overgår danskeren sin præstation fra 2018, hvor han vandt sølv. Og det er måske ikke helt tilfældigt, at den rutinerede skytte igen kunne tage en medalje med hjem fra et verdensmesterskab:

– Jeg har jo skudt i over 50 år, så erfaring og stædighed har måske betydet noget. Jeg vil helst ikke tabe. Jeg er med for at vinde, og sådan har jeg altid haft det. Så snart det er konkurrence, så har jeg ikke andre mål end at vinde. Så jeg kæmper også hele tiden for hver due, jeg kan få med.

Også andre danskere gjorde sig bemærket under VM i Ungarn – heriblandt Jørns søn Jeppe Olsen. I juniorrækken blev han nr. 5 med 188, og derfor blev han samlet set tredjebedste dansker – lige nøjagtigt overgået af sin far.

Det er dog ikke uvant for far og søn at konkurrere mod hinanden. Ved sidste års DM i compak sporting skød de to mod hinanden om 2. og 3. pladsen, men også her gik Jørn Olsen ind til konkurrencen for at vinde:

– Der var nogen, der sagde til mig: ”lad nu drengen vinde”, men jeg svarede, ”det kan I tro, han ikke gør. Han skal kæmpe for det”. Og det blev også mig der vandt. Men Jeppe har sagt, at I år bliver jeg nr. 2, for der vinder han, griner Jørn Olsen.

Om det bliver Jørn Olsen, sønnen Jeppe, eller en helt tredje, der tager guldet til DM i compak sporting 2019 skal afgøres den 7.-8. september i Flejsborg.

Alle resultater fra VM i compak sporting kan ses her.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »