Dansk Skytte Union ansætter ny landstræner i skeet

on March 6 | in AKTUELT, FLUGTNYHEDER, Nyheder, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Dansk Skytte Union ansætter ny landstræner i skeet

Norske Tore Brovold er ansat som ny skeettræner i Dansk Skytte Union. Han erstatter Michael Nielsen, der har valgt at stoppe som landstræner.

Sportschef Linda Andersson er ærgerlig over, at samarbejdet med Michael Nielsen ikke fortsætter, men hun ser et stort potentiale i ansættelsen af Tore Brovold:

– Jeg har sat stor pris på samarbejdet med Michael, så det er selvfølgelig ærgerligt, at det stopper her, men jeg har også respekt for den beslutning, han har taget. Samtidig er jeg meget begejstret for, at vi har fået Tore med på holdet. Han har selv været verdensklasseatlet, og han ved, hvad der kræves af en atlet for at vinde medaljer, fortæller Linda Andersson, der har fuld tillid til, at Tore Brovold er den rigtige til at videreføre Michael Nielsens arbejde:

– Tore og Michael arbejder med stort set den samme tekniske grundfilosofi, og de har haft en god dialog her i overgangsperioden. Med Tore står vi rigtig godt rustet med en træner i verdensklasse, så nu er det op til atleterne at lave arbejdet.

Tore Brovold, der selv er tidligere topskytte, bliver dansk træner på fuld tid efter sommerens OL i Tokyo, men han er allerede nu tilknyttet holdet og har været med de danske skytter på træningslejr. Han ser selv frem til at skulle arbejde endnu mere med de danske atleter:

– Jeg glæder mig til at tage fat på oppgaven som træner for det danske hold og gå på fuld tid til efteråret. Jeg vil gerne takke Linda og Michael for tilliden, og også for den velkomst jeg har fået af skytterene, siger Tore Brovold og fortsætter:

– Der er allerede gode værdier og gode præstationer på holdet, som der kan bygges videre på. Det hjælper også, at holdet er vældig godt organiseret med en legende og hyggelig tone mellem udøverne. Vi har haft nogle dage sammen både i København, i Malaga og på Cypern, hvor vi har lært hinanden at kende, og hvor jeg har haft mulighed for at observere, hvordan skytterne løser deres oppgaver på den tekniske del.

– Jeg har fulgt de nordiske skyttere igennem længere tid, og der er ingen tvivl om, at det danske hold bliver meget interessant at arbejde med fremover. Det er mange gode unge udøvere i Danmark, som ikke er langt fra de bedste. Dette er også noget, som skal følges op fremover – både med de enkelte udøvere og deres klubtrænere.

Tore Brovold er i den næste uges tid med som træner ved World Cuppen på Cypern. Her deltager Jesper Hansen og Mikkel Petersen.

 

Fakta:

Tore Brovold
Alder: 49 år
Nationalitet: Norsk
År som aktiv: 1997-2015
Største præstationer som aktiv: OL-sølv (2008), VM-sølv (2011) og -bronze (2006), to gange EM-guld (2008 og 2009), 16 World Cup-medaljer (2003-2014)

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »