Dansk Skytte Union får flere medlemmer

on April 15 | in AKTUELT, DIF, DSkyU, Nyheder | by | with Comments Off on Dansk Skytte Union får flere medlemmer

For andet år i træk er der fremgang i medlemstallet i Dansk Skytte Union, der i 2019 havde 654 flere medlemmer end i 2018. Det er en stigning på 2,1 %.

Det officielle medlemstal for 2019 er 32.203 – fordelt på 356 foreninger.

Efter fire år med en tilbagegang i medlemmer (som især skyldtes udelukkelsen af Dansk Flugtskydnings Forbund i 2014) vendte medlemsudviklingen i 2018, da der for første gang siden 2013 var en stigning i antallet af medlemmer. Denne stigning er fortsat i 2019 – og også taget til. Hvor stigningen i 2018 lød på 0,76 % ift. 2017, så er fremgangen nu på 2,1 %.

Det glæder også formand John Hansen:

– Det er godt at se, at den udvikling, der vendte i 2018, også er holdt ved i 2019. En del af vores strategiarbejde har til formål at få flere aktive foreninger, da vi tror, at netop dét er medvirkende til at fastholde medlemmer, så det er glædeligt.

– I den forbindelse skal der også lyde en stor tak til de mange frivillige ude i de danske skytteforeninger, der yder en stor indsats for at have spændende tilbud til vores medlemmer, siger John Hansen.

Foreningstallet er i forhold til 2018 faldet med to. I 2019 er syv nye foreninger kommet til, mens ni foreninger har meldt sig ud.

KFK er stadig den suverænt største forening med nu over 4.000 medlemmer. Siden 2018 har de fået over 500 nye medlemmer, og klubbens fremgang har derfor også stor indflydelse på den generelle fremgang i Dansk Skytte Union.

Stigningen i medlemmer følger den generelle tendens for landets idrætsforeninger. I 2019 har DIF og DGI fået knap 50.000 nye medlemmer, og dermed er det samlede medlemstal på sit højeste nogensinde – over 2,3 millioner på tværs af DIF og DGI.

I forhold til den samlede DIF-idræt beholder Dansk Skytte Union sin position som det 13. største forbund under DIF.

Du kan på siden her se nærmere på medlemstallene.

 

Top 10 over de største foreninger

1. (1) Københavns Flugtskytte Klub 4.121
2. (2) Aalborg Flugtskydningsforening 680
3. (3) Politiets Idrætsfor. Kbh. Skytteafd. 516
4. (4) Allingåbro Skytteforening 428
5. (6) Holstebro Strand Jagtforening 404
6. (5) Esbjerg Flugtskydningsforening 382
7. (8) Bornholms Jagtcenter 379
8. (10) Ballerup Skytteforening 374
9. (7) Skytteklubben DSB/ASF Århus 329
10. (13) Kolding-Bramdrup Skytteforening 297

 

Top 10 over største foreninger – under 25 år

1. (1) Københavns Flugtskytte Klub 254
2. (2) Smedegårdens Skytteforening 150
3. (37) Vejle Skytteforening 114
4. (9) Aalborg Skytteforening 105
5. (67) Holstebro Strand Jagtforening 100
6. (7) Ballerup Skytteforening 96
7. (6) Viborg Skytteforening 91
8. (13) Kolding-Bramdrup Skytteforening 90
9. (5) Damsholte Skytteforening 87
10. (10) Galten Skytteforening 82

(*) – placering i 2018

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »