Dansk Skytte Union søger en talentudviklings-koordinator til ny jobfunktion

on November 17 | in Aktuelt, DSkyU, Elite, Nyheder | by | with Comments Off on Dansk Skytte Union søger en talentudviklings-koordinator til ny jobfunktion

Har du mod på at arbejde med talentudvikling i et hektisk idrætsmiljø hos Dansk Skytte Union?

Din opgave bliver at videreudvikle, ajourføre og etablere unionens talentcentre rundt om i Danmark på tværs af de forskellige olympiske skydediscipliner.

Du skal kort sagt opsøge og hjælpe nye talentcentre i gang. Hvor og hvor mange vides ikke på forhånd, men det bliver en af dine opgaver at afdække. Talentcentrene skal drives i samarbejde med lokale foreninger og kræfter, og målet er at kunne godkendes af Team Danmark med henblik på kommunal støtte. Du skal understøtte og igangsætte samarbejdet mellem de involverede parter.

Der findes allerede i dag fire certificerede talentcentre, som du kan støtte dig op ad, ligesom nyetablering skal være i tæt dialog med de eksisterende talentcentre og sikre disses kontinuitet og udvikling.

Deltagerne på talentcentrene skal blive til fremtidens elite, så du har i samarbejde med Dansk Skytte Unions frivillige udvalg ansvar for at formidle budskabet om centrene og skabe de overordnede rammer for at disse kan eksistere.

Du hører til i et nyoprettet Talent og Eliteudviklingsudvalg og får i samarbejde med frivillige udvalg og trænerne ansvaret for, at de bedste af talenterne kommer til at udgøre unionens ungdoms- og juniorlandshold og sikre at disse får mulighed for at deltage ved internationale konkurrencer og mesterskaber.

Du skal være synlig i klubmiljøet, og den primære opgave bliver her at besøge klubberne og afdække muligheder for udvikling. Du skal kunne samarbejde med frivillige trænere og ledere på klub- og nationalt plan. Udfærdigelse af projektansøgninger og kontakt til kommunerne i forhold til foreninger med potentielle talentcentre hører med til opgaven. Samtidig skal du synliggøre unionens og Danmarks Idrætsforbunds varemærker, her i blandt ATK-træningskoncept.

Du er også i dialog med Dansk Skytte Unions udviklingsudvalg og er naturlig sparringspartner til vores udviklingskonsulent med henblik på at forøge kendskabet til unionen og rekruttering og fastholdelse af unge skytter med henblik på at ramme en bredere kreds af skytter end i dag.

Vi forventer, at du har indsigt i dansk idrætsliv, gerne med kendskab til skydning. Stillingen er på 37 timer, og der må forventes både aften- og weekendarbejde samt rejseaktivitet. Din base bliver Idrættens Hus i Brøndby sammen med kolleger og øvrige idrætsforbund.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Send din ansøgning mærket ”Udviklingskonsulent” til tommy_soerensen@skytteunion.dk senest 7. december 2017. Yderligere oplysninger: Tommy Sørensen, forretningsfører, tlf.: 40 11 71 86.

Hent stillingsopslaget som pdf her.

Talentudviklingskoordinatoren ansættes som led i Dansk Skytte Unions nye strategiaftale med DIF for 2018-2021. Strategiaftalen indeholder 3 strategispor: Organisationsudvikling, talentudvikling og rekruttering og fastholdelse. Talentudviklingskoordinatorens arbejdsområde vil primært ligge inden for spor 2 og sekundært spor 3.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »