Dansk skytte union søger to nye udviklingskonsulenter

on October 26 | in AKTUELT, Nyheder, Strategispor | by | with Comments Off on Dansk skytte union søger to nye udviklingskonsulenter

Dansk Skytte Union er hovedorganisation for skydesporten i Danmark. Vores formål er at fremme al
skydesport via udvikling og nytænkning af aktiviteter og organisering, en løbende drift af høj kvalitet
samt varetagelse af skydesportens interesser nationalt og internationalt.

Brænder du for forenings- og konceptudvikling, projekter og uddannelsesaktiviteter, og er du knivskarp
til at omsætte det til indsatser, der sikrer at skydesportens mange aktiviteter og tilbud, når ud til de
rette målgrupper – så er du måske vores nye kollega.
Dansk Skytte Union er på jagt efter to nye kollegaer til vores faglige fællesskab, som sammen med os,
vores frivillige ledere og foreningerne skal være med til at føre ambitionerne om en skydesport for alle
ud i livet.

Dansk Skytte Union har indgået en ny strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvor vi via
fem strategispor skal videreudvikle skydesporten i Danmark. Ambitionen er en organisering af
skydesporten i stærke fællesskaber, hvor skydning kan dyrkes fra barn til veteran, fra bredde til elite,
og i alle vores spændende skydediscipliner.

De fem strategispor er:
1. Organisationsudvikling – En skydesport for alle
2. Talentudvikling – Talentudvikling i verdensklasse
3. Foreningsudvikling – Et tilbud for alle
4. Miljø – Vejen til en grønnere skydesport
5. Skydesportens soldaterprojekt – Fra militær til civil

Fordeling af strategispor og hovedarbejdsopgaver mellem vores to nye kollegaer vil ske ud fra deres
individuelle kompetenceprofiler. Det vil imidlertid være centralt for begge stillinger, at bidrage til at
gøre foreningerne, trænerne og lederne endnu bedre, og derved understøtte dansk skydesports vej
frem mod En skydesport for alle.
Vi lægger vægt på ansvarlighed, engagement og et godt drive. Du skal være indstillet på at bidrage til
et godt kollegialt sammenhold og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi hjælper hinanden med opgaver på
tværs af vores kerneområder, når der er brug for det. Både på unionskontoret og i relation til de
mange frivillige der er engageret i Dansk Skytte Union.

Jobbet indeholder en bred vifte af indsatser i relation til at omsætte de fem strategispor til konkrete
indsatser og sikre eksekvering samt opfølgning og evaluering heraf.

Du kommer til at:
• Planlægge, koordinere og gennemføre udviklings- og uddannelsesforløb for foreninger,
trænere og ledere.
• Udarbejde projekter og koncepter. For eksempel inden for rekruttering af skytter og
foreninger.
• Udvikle og dele relevant indhold på Dansk Skytte Unions kanaler og med vores interessenter.
• Eksekvere de planlagte indsatser og bearbejde relevant data på effekten af indsatserne.
• Koordinere samarbejdet med DIF og vores øvrige eksterne samarbejdspartnere og kommuner.

Vores nye kollega har både faglighed og personlighed, og kan færdes smidigt inden for idrættens
organisationer og fællesskaber. Vi forventer, at du har/er:

  • Relevant uddannelse på minimum bachelorniveau. Du kan for eksempel være uddannet inden
    for idræt, biologi eller miljøvidenskab, læreruddannet med linjefag i idræt, eller have en
    lignende uddannelsesbaggrund. Gerne nyuddannet.
  • Erfaring med at navigere i dansk idræts foreningslandskab og med nysgerrighed til at udvikle
    det.
  • Erfaring med at omsætte teori til handling i praksis med interne og eksterne partnere.
  • Erfaring med projektarbejde.
  • Forholdt dig til, at jobbet både foregår fra kontoret i Idrættens Hus i Brøndby og rundt omkring
    i Dansk Skytte Unions foreningslandskab – både i almindelig kontortid og som aften- og
    weekendarbejde.
  • Humørrig og relations skabende.

Du bliver en del af Dansk Skytte Unions administration og faglige fællesskab, og med reference til vores
generalsekretær vil du indgå i et tæt samarbejde med vores øvrige ansatte om dansk skydesports
drifts- og udviklingsopgaver.

Kontaktinfo og ansøgningsfrist:
Hvis du har spørgsmål til stillingen, så kan du kontakte generalsekretær Lars Green Bach på mobil 29
35 25 03.

Ansøgning sendes til lgb@skytteunion.dk senest fredag d. 12. november 2021 kl. 12:00, og vi opfordrer
alle, uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund til at søge.
Du bedes i ansøgningen angive, hvilke af de fem strategispor, du især mener, at din kompetenceprofil
matcher. Vi afholder samtaler d. 18. november 2021 og evt. 2. runde samtaler d. 22. november 2021. Der vil
mandag den 15. november blive indkaldt til de samtaler, der afholdes 18. november.
Ansøgning og relevante bilag bedes sendt i en samlet PDF.

Løn og tiltrædelse:
Vi er klar til at byde dig velkommen hurtigst muligt og gerne senest 1. januar 2022. Stillingen er på fuld
tid og løn er efter kvalifikationer. Arbejdssted er Dansk Skytte Unions administration, Brøndby Stadion
20, 2605 Brøndby.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »