DM-sæsonen skydes i gang efter corona

on June 30 | in AKTUELT, FLUGTNYHEDER, Flugtsektionen, Nyheder | by | with Comments Off on DM-sæsonen skydes i gang efter corona

Det individuelle DM i nordisk trap bliver første danske mesterskab efter genåbningen.

Skydesporten er på vej tilbage til mere velkendte rammer. Mange klubber har genoptaget træningen, stævner er afholdt og endnu flere er på vej i kalenderen. Den kommende weekend i Esbjerg afholdes danmarksmesterskabet i flugtskydningsdisciplinen nordisk trap, og det bliver første gang, der skydes om DM-medaljer efter corona-nedlukningen af al foreningsidræt.

Selvom myndighedernes retningslinjer naturligvis skal følges, så kan man til det danske mesterskab i nordisk trap bruge stort set samme køreplan man plejer:

– Vi afvikler det som et helt normalt stævne, da vi er under 50 deltagere, fortæller Kuno Danielsen, der er flugtsektionens ansvarlige for nordisk trap, med henvisning til forsamlingsforbuddet, der i skrivende stund er på 50 personer.

Ved sidste års DM deltog 39 skytter, og deltagerantallet forventes at ligge på samme niveau, når tilmeldingen lukker onsdag. En meget atypisk start på sæsonen har dermed ikke haft så negative konsekvenser for deltagerantallet, som det kunne frygtes.

Nordisk trap har allerede afholdt flere ranglistestævner efter genåbningen, og de er ifølge Kuno Danielsen forløbet helt efter bogen:

– Stemningen til stævnerne har været, som den var før COVID-19, men alle overholder hygiejne- og afstandsregler mm. til UG.

I nordisk trap har man kun oplevet, at folk har taget godt imod de ekstra forholdsregler, det måtte være i denne specielle tid. Den tidligere formand for flugtsektionen giver her sine bedste råd til skytter og stævnearrangører, der er afventende med at genoptage skydningen:

– Stævnearrangørerne skal bare gøre klar og være klare i udmeldingerne om, hvorledes skydningerne afvikles, så er der stor forståelse for det blandt deltagerne. Det kan sagtens lade sig gøre at afholde stævner og DM’er inden for de anbefalinger, der er på nuværende tidspunkt. Det har alle forståelse for, fortæller Kuno Danielsen.

På trods af den meget alternative sæsonstart, forventer han et uændret favoritfelt i forhold til sidste år i kampen om DIF-medaljen. Sidste års podie:

  1. Thomas Fogh, Midtjysk Sportsskytte Klub
  2. Per Andersen, Midtjysk Sportsskytte Klub
  3. Thomas Hansen, Tiset Jagtforening

Nordisk trap individuelt DM afholdes 4.-5. juli hos Esbjerg Flugtskydningsforening og skydes til 200 lerduer og med finale.

Har du endnu ikke tilmeldt dig, kan du nå det endnu. Fristen er onsdag d. 1. juli kl. 23. Du tilmelder dig her.

 

Corona-hotline for skytteforeninger

Flere foreninger oplever udfordringer med at få gang i aktiviteterne igen efter corona-pausen. Derfor har Dansk Skytte Union netop oprettet en hotline, hvor du som stævnearrangør eller leder i klubben bl.a. kan få svar på:
– Hvordan kommer din klub i gang igen efter nedlukningen?
– Hvordan skal de generelle retningslinjer forstås i forhold til jeres konkrete forhold?
– Hvordan genoptages jeres stævne, så det både er sundhedsmæssigt forsvarligt og samtidigt i tråd med vores anbefalinger til Det Gode Stævne?

Her stiller udviklings- og uddannelsesformand i unionens bestyrelse, Jens Møllenberg, sig til rådighed med vejledning og sparring til alle interesserede. Få jeres spørgsmål ud af verden og kontakt Jens på udvikling@skytteunion.dk eller telefon 40 27 92 83.

Se desuden vejledningen for genåbning af aktiviteter i skytteforeninger her.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »