E-læring for skydeledere og banekommandører

on June 26 | in AKTUELT, Nyheder, PISTOLNYHEDER, RIFFELNYHEDER, UDDANNELSE & KURSER | by | with Comments Off on E-læring for skydeledere og banekommandører

Nyt onlinekursus for frivillige i skydeledelsen i riffel- og pistolklubber

Skydeledelsen onlinekursus er baseret på sikkerhedsbestemmelsernes kapitel 3, der handler om opgaver og ansvarsområder for skydelederen, banekommandøren og standpladshjælperen. Gennem video, billeder og små quizzer skabes interaktiv læring om et af sikkerhedsbestemmelsernes mest centrale kapitler, der er relevant for alle frivillige med ansvaret for sikkerheden i landets riffel- og pistolforeninger.

Målgruppen er alle, der vil vide mere om ansvarsområderne for skydelederen, banekommandøren og standpladshjælperen i foreninger, der skyder riffel og pistol.

Find kurset på Idrættens E-læring
Kurset findes på DIFs portal Idrættens E-læring, samme sted som skydelederprøven. Har du allerede oprettet en bruger, f.eks. for at tage skydelederprøven, skal du logge ind med samme brugernavn og mail.

  • Gå ind på Idrættens E-læring ved at trykke på dette link: www.ie.dif.dk
    • NY BRUGER? Tryk TILMELD bruger, udfyld felterne og vælg skydning på listen
    • ALLEREDE BRUGER? Log ind på siden med dit brugernavn (Brugernavn = E-mail) og din selvvalgte adgangskode. Har du glemt din kode, kan du få en ny.
  • Efter log ind: Vælg Webshop i toppen og derefter Skydning fra menuen til venstre
  • Vælg ”Skydeledelsen onlinekursus” – God fornøjelse!

Onlinekursus som supplement til onlineprøve
Dette kursus må ikke forveksles med skydelederprøven, der skal bestås for at virke som skydeleder fra 1. juli 2019. Dette kursus kan med fordel tages forud for prøven eller som løbende opsamling for frivillige med ansvaret for sikkerheden i landets skytteforeninger.

Skydeledelsens onlinekursus har hverken prøve eller diplom, der er tale om en nem og tilgængelig måde at få genopfrisket de vigtige sikkerhedsregler. E-læring er fleksibelt, tag kurset hjemme bag skærmen, når du har lyst eller i klubhuset sammen med andre frivillige. Kurset tager ca. 20 minutter.

Flot modtagelse af e-læring
Skydelederprøven har fået en meget flot modtagelse af landets skytteforeninger og de mange ildsjæle med ansvaret for opretholdelse af den fortsat høje sikkerhed i skydesporten. På 5 måneder har 3.600 bestået onlineprøven og yderligere 1.400 er oprettede på e-læringsplatformen. Det svarer til 1 ny skydeleder hver eneste time hele døgnet siden prøven kom online i slutningen af januar.

E-læring bliver en del af fremtidens uddannelsesmuligheder for landets skytter og frivillige, og endnu flere onlinekurser forventes at blive udviklet i de kommende år.

Takket være økonomisk støtte fra DIF er det fortsat muligt at tilbyde gratis E-læring.

Skydelederuddannelsen tilbyder også et klassisk fremmødekursus, der ligeledes har fået en meget flot modtagelse. Den 3 timer lange uddannelse har været afholdt over hele landet med i alt mere end 600 deltagere, hvilket gør den nye sikkerhedsuddannelse til skytteorganisationernes mest populære fremmødeuddannelse. En stor tak til de 32 undervisere, der har afholdt kurset med alt fra 6 til 28 deltagere.

Skytteorganisationerne samarbejder om sikkerheden
Dansk Skytte Union, DGI Skydning og Dansk Firmaidrætsforbund arbejder sammen om at udbyde skydelederuddannelse til jer i landets skytteforeninger. DGI Skydning med de lokale DGI-landsdele i spidsen står for afviklingen af skydelederfremmødekurserne, og Dansk Skytte Union står for onlinedelen. Indholdet er udviklet med uvurderlig hjælp fra en håndfuld frivillige ildsjæle.

Læs mere om skydelederuddannelsen.

Download de nyeste sikkerhedsbestemmelser.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »