TALENTCENTRE

on September 29 by

I Dansk Skytte Union arbejder vi for at skabe et professionelt træningsmiljø for skytter, der ønsker at dygtiggøre sig og har ambitioner om at konkurrere på nationalt og internationalt plan. Derfor har vi i samarbejde med Team Danmark oprettet fire talentcentre, der drives af en eller flere klubber i en region. Her kan skytter fra Team Danmarks og Dansk Skytte Unions elite- og talentsatsning, sektionernes juniorlandshold og mesterskabsgrupper samt de regionale talenter træne sammen. Træningen på et talentcenter kan være det første skridt på vejen til at blive verdensklasseatlet.

De fire talentcentre er:
– Talentcenter Øst
– Talentcenter Syd
– Talentcenter Vest/Trehøje
– Talentcenter Århus

 

Træn i et motiverende miljø under højt kvalificerede trænere
Træningen på et talentcenter tilpasses skyttens fysiske, tekniske, mentale og taktiske udvikling – alt sammen for at skytten kan dygtiggøre sig. Talentcentrene sikrer høj kvalitet i træningen med hjælp fra gode trænere og sparring med andre skytter.

Talentcentrene har fokus på:
– Udvikling af skytten trin for trin ifølge ATK-konceptet.
– Disciplinspecifik teknisk træning.
– Styrke- og konditionstræning.
– Mentaltræning.
– Basal sportsernæring.
– Langsigtet personlig træningsplanlægning sammen med træneren.

På talentcentrene er der adgang til træning med uddannede trænere mindst to gange om ugen. Derudover er der adgang til skydetræning mindst én dag om ugen, hvor skytter kan mødes og træne sammen. Der er også organiseret fysisk træning mindst én gang om ugen. Talentcentret skal ses som et supplement til den daglige klubtræning og erstatter derfor ikke træningen i egen klub.

 

For dig der vil konkurrere på nationalt og internationalt plan
Dansk Skytte Unions talentcentre er for skytter, der er motiverede for at dygtiggøre og udvikle sig, og som ønsker at konkurrere på nationalt og internationalt plan. For unge skytter er 13-15-års alderen et godt tidspunkt at starte på et talentcenter, men det er ikke et krav.

Talentcentrenes målgruppe er skytter der:
– Er medlem af en klub under Dansk Skytte Union, som skyder ISSF-discipliner.*
– Vil udvikles og stræber efter at blive en dygtig skytte på nationalt plan og måske verdensplan.
– Deltager i Dansk Skytte Unions aktiviteter såsom stævner, turneringer og idrætslejre, og som er registreret på Dansk Skytte Unions ranglister.
– Træner skydning mere end to gange om ugen.
– Træner fysisk (styrke og kondition) minimum to gange om ugen.
– Har opbakning og forståelse fra familie, venner, uddannelse, job samt klub og træner.

 

Optagelse
For at søge om optagelse på et talentcenter skal du tage direkte kontakt til talentcentret. Herefter vil du blive udvalgt til en samtale og komme til en opstartstest.

 

Kontakt
Talentcenter Øst: Jens Møllenberg – Tlf.: 31124343 – Email: jens@livingintime.dk
Talentcenter Syd: Lars Kring – Tlf.: 24810049 – Email: larskring@bpanet.dk
Talentcenter Vest/Trehøje: Bent Helleskov – Tlf.: 22133247 – Email: kabh@live.dk
Talentcenter Århus: Anni Bissø – Tlf.: 20222223 – Email: annibisso@live.dk

 

*På nuværende tidspunkt har Dansk Skytte Union kun talentcentertilbud for riffel- og pistolskytter, men målsætningen er inden for et par år også at have minimum to talentcentre for skeet og trap.

Comments are closed.