Emil Petersen bliver nr. 4 ved European Games

on June 27 | in AKTUELT, Nyheder, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Emil Petersen bliver nr. 4 ved European Games

20-årige Emil Petersen var torsdag i sin første internationale seniorfinale, da han blev nr. fire i skeet ved European Games.

Trods lige nøjagtigt at misse en medalje var det alligevel en stolt dansker, der skulle sætte et par ord på den flotte præstation:

– Det er en stor milepæl det her, og noget som jeg har kæmpet for i mange år. Nu fik jeg ligesom hul på bylden, og det skulle gerne være den første af mange, lyder det fra Emil Petersen.

At han skulle komme så langt i konkurrencen, havde der ellers ikke været udsigt til tidligere på ugen:

– Da vi gik og trænede havde jeg ikke regnet med, at det skulle gå så godt. Der var bare så mange ting, der drillede. Men så til den officielle træning er det som om, der er et eller andet, der går op for mig, og så finder jeg den gode skydning frem, som jeg plejer at stå for, og jeg føler ikke rigtig, at der er noget, der kan slå mig ud, beretter danskeren.

Petersen var startet stærkt ud på førstedagen af skeetkonkurrencen, hvor han skød runder af 24, 25 og 24. De gode takter fortsatte på dag to, da han med 25 i 4. runde kunne gå alene i spidsen for konkurrencen. I sidste serie smed han en enkelt due, men 122 var stadig nok til at være sikker på en finaleplads.

Samme score havde tre andre finaledeltagere, og en shoot off skulle afgøre rangeringen ind i finalen. Her var Emil Petersen godt skydende, og han gik i finalen som nummer to.

Her var det af to omgange tæt på at være danskeren, der måtte forlade finalen, men han fik kæmpet sig videre og overlevede to eliminationer, inden publikum kunne klappe ham ud med den flotte 4. plads. Selvom det ikke blev en medalje, så er der masser af ting af tage med fra dagens præstation:

– Jeg agerer måske lidt anderledes i den her finale, end jeg normalvis gør. Jeg er meget nervøs, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med mig selv, men ja det ved jeg jo så bare til næste gang, hvad jeg skal forbedre der. Nu er jeg da en erfaring rigere, fortæller Emil Petersen.

Det var lige ved at blive dobbelt op på dansk deltagelse i dagens finale, da Jesper Hansen var tæt på at gøre Emil Petersen selskab blandt de bedste seks. Hansen skød 120 – kun en enkelt due fra shoot off om en finaleplads. Han blev samlet nr. 10, og det ærgrede selvfølgelig den garvede skeetskytte:

– Det var sgu irriterende, at det var den side, det tippede til i dag. Sådan er det nogle gange. Men det var fedt at se Emil komme med videre, og han gjorde det jo fremragende, siger Jesper Hansen.

Finalen blev vundet af svenske Stefan Nilsson, der også snuppede den ene kvotaplads til OL, der var på spil. Det gjorde han foran tjekkisk Nydrle. Rossetti fra Italien vandt bronze.

Alle resultater kan ses her.

Foto copyright: Lars Møller

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »