Fire unge skytter udtaget til junior-VM

on May 4 | in Aktuelt, DSkyU, Nyheder, Riffelnyheder, Riffelsektionen | by | with Comments Off on Fire unge skytter udtaget til junior-VM

Sportschefen har sat navne på de fire skytter, der foreløbigt er udtaget til junior-VM i Suhl fra d. 22.-28. juni. Det drejer sig om de fire riffelskytter Josefine Laursen, Anna Skade Nielsen, Mikkel Damholt Hansen og Nicklas Kildehøj. Skytterne er udtaget på følgende grundlag:

Josefine Laursen, Viborg, riffel 10m damejunior: Udtaget på baggrund af udtagelsesregel b.  Josefine har skudt to resultater over kvalifikationsresultatet på udtagelsesskydninger (Gundsølille 413,5 og BPI 415,8). Hun har desuden flere høje ranglisteresultater.

Anna Skade Nielsen, Særslev, riffel 10m damejunior: Udtaget på baggrund af udtagelsesregel b. Anna har skudt to resultater over kvalifikationsresultatet på udtagelsesskydninger (DM i Herning 413,7 og BPI 416,6). Hun har desuden flere høje ranglisteresultater.

Mikkel Damholt Hansen, BPI, riffel 10m herrejunior: Udtaget på baggrund af udtagelsesregel b: Mikkel har skudt to resultater over kvalifikationsresultatet på udtagelsesskydninger (Gundsølille 621,5 og DM Herning 621,9). Han har desuden flere høje ranglisteresultater samt 622,4 ved Intershoot i Haag og 620,6 ved EM i Maribor.

Nicklas Kildehøj, BPI, riffel 10m herrejunior: Udtaget på baggrund af udtagelsesregel c. Nicklas har en realistisk chance for at placere sig i top 15 ved VM. Han har skudt 620,0 på udtagelse i Gundsølille samt flere høje resultater på internationale konkurrencer som 619,7 og 620,3 ved Meyton Cup i Innsbruck, 620,7 samt 621,6 ved IWK i München og 622,4 og 620,7 ved Intershoot i Haag.

Mikkel Damholt Hansen, BPI, riffel 50m 3×40 skud: Udtaget på baggrund af udtagelsesregel b. Mikkel har skudt to resultater over kvalifikationsresultatet på udtagelsesskydninger (BPI 1155 og 1149).

Sportschef Linda Andersson er begejstret for at kunne sende et stærkt hold afsted til VM, og hun roser især det arbejder, der foregår i de unge talenters klubber:
– Det er dejligt at se den fine udvikling, som har været i gang i flere af vores klubber i et stykke tid. Viborg Skytteforening er en klub, hvor man takket være struktureret arbejde har udviklet flere lovende atleter, og nu er klubben repræsenteret ved junior-VM med unge Josefine Laursen, som skød fine 415,8 point på den sidste udtagelse i BPI. Anna Skade Nielsen kommer fra Særslev, som også er en klub med god forståelse for udviklingsarbejde. Anna skød 416,6 point på den sidste udtagelse, og begge disse resultater er finaleresultater ved et Junior-VM, så det er to stærke piger, vi sender afsted til VM, fortæller Linda Andersson

-På herrejuniorsiden er det Nicklas Kildehøj og Mikkel Damholdt Hansen, som er udtaget. De kommer begge to fra BPI, som også er en klub, der har haft mange atleter med ved EM og VM i mange år. De to unge herreskytter har begge ved flere stævner skudt resultater, som også er finaleresultater ved et Junior-VM, så det bliver rigtig spændende at se, hvad dette hold kan gøre i Suhl til juni, slutter sportschefen.

Der kan udtages flere skytter på 10 meter efter Shooting Hopes i Plzen fra d. 23.-27. maj.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »