Skeet

Flugtskytter kan i 2018 deltage ved World Cups på egenbetaling

on October 21 | in Aktuelt, Elite, Flugtnyheder, Flugtsektionen, Nyheder, Udvalg | by | with Comments Off on Flugtskytter kan i 2018 deltage ved World Cups på egenbetaling

SKUD og sportschefen er blevet enige om en aftale, der gør det muligt for flugtskytter at deltage ved World Cups i 2018 på egenbetaling. Med aftalen følger et regelsæt, der skal sikre at både eliteskytter og egenbetalere får de bedste betingelser ved konkurrencerne.

De seneste måneder har SKUD i samarbejde med sportschefen arbejdet på en aftale, der omfatter skeet og trap. Med denne aftale kan MQS-skytter, det vil sige skytter, der som minimum to gange har skudt et MQS-resultat, deltage ved World Cups i 2018.

Formand for Flugtsektionen, Kuno Danielsen, er rigtig glad for aftalen, der nu kan sende flere skytter afsted til World Cups:

– Det er rigtig glædeligt, at vi nu har fået denne aftale i hus. Der har været nogle forhandlinger frem og tilbage, for vi skulle være sikre på, at vi fik lavet noget, som alle vores skytter kan være tilfredse med, og så alle skytter der repræsenterer Danmark ved en World Cup kan få det optimale ud af konkurrencen.

– Nu er der en unik mulighed for, at skytter, der ikke endnu er med i eliten, kan komme ud til World Cups og få mere erfaring og måske få lyst til at satse mere på at opnå eliteniveau. Jeg håber, at alle vil tage positivt imod denne mulighed, siger Kuno Danielsen.

2018 er et vigtigt konkurrenceår for de atleter, som satser på OL 2020 i Tokyo, fordi de første kvotepladser uddeles ved VM 2018 i Changwon, ligesom 2018 er et vigtigt kvalifikationssår til European Games 2019, hvor der er gode muligheder for at vinde OL-kvotepladser. Derfor er World Cups af høj prioritet for eliteatleterne, og de skal have de bedst mulige vilkår og betingelser for at præstere ved disse konkurrencer. På baggrund af dette offentliggøres også et regelsæt for MQS-skytter, der deltager på egenbetaling.

Michael Nielsen, assisterende landstræner i skeet, forklarer her, hvorfor det er nødvendigt med et tydeligt regelsæt for denne aftale:

– Med dette regelsæt sikrer vi, at alle danske skytter der deltager ved en World Cup har optimale betingelser for at kunne præstere. Verdenseliten består primært af fuldtidsprofessionelle, og det er vores skytter ikke. Så hvis vi vil følge med, er vi nødt til at have de bedste forhold, når vi er ude til en stor international konkurrence, fortæller Michael Nielsen og fortsætter:

– Vi har i ledergruppen gjort os nogle erfaringer om, hvad der skal til for, at vores atleter kan yde deres bedste, og vi har igennem lang tid fået opbygget nogle rigtig gode rammer for vores eliteskytter ved World Cups. Disse rammer ønsker vi selvfølgelig at bibeholde, så vores skytter kan præstere på højeste niveau. Det er det, der skal sikre os kvotepladser til OL og medaljer ved store mesterskaber.

I regelsættet er det blandt andet anført, at MQS-skytter skal ledsages af egen leder, og det skal være med til at sikre, at også MQS-skytterne kan have fokus på konkurrencen:

– Ved World Cups repræsenteres eliteskytterne under sportschefen og landstræneren, mens MQS-skytterne deltager ved at have deres egen leder i gruppen, der kan tage sig af eventuelle problemer undervejs eller f.eks. booking af træningsserier, så de kan have fokus på det, som det hele drejer sig om. De her regler handler ikke om, at der skal udelukkes nogen, men der skal være plads til alle på hver deres niveau, slutter Michael Nielsen.

Find hele regelsættet for deltagelse af MQS-skytter ved World Cups her.

Aftalen er en forsøgsordning, der gælder i sæsonen 2018, der tæller World Cups i Guadalajara i Mexico, Mosta på Malta og Tucson i USA. Herefter skal aftalen evalueres.

Regelsættet for øvrige skytter der udtages af sportschefen er klar 1. december.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »