TILSKUD & STØTTE

on March 10 by

 

Kommunal støtte
Kommunerne kan støtte foreninger på flere måder via Folkeoplysningsloven. Folkeoplysningsloven dikterer, at kommunerne skal give tilskud til idræt for børn og unge. Folkeoplysningsloven er en decentral lov med en rammestyring. Lovens intentioner har altid været, at foreningslivet skal støttes med udgangspunkt i de lokale politiske forhold. Det betyder, at de enkelte tilskudsordninger har udviklet sig forskelligt, og der kan derfor i dag være betydelig forskel på støttekriterier og beløbsstørrelser i kommunerne. Folkeoplysningsloven fastslår blot, at loven skal sikre offentlige tilskud til den frie folkeoplysende virksomhed, der bygger på fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag.

Kommunen både skal og kan give tilskud
Kommunalbestyrelsen skal yde tilskud til aktiviteter for børn og unge og kan yde tilskud til aktiviteter for voksne. Herudover skal kommunalbestyrelsen stille ledige offentlige lokaler og udendørsanlæg til rådighed og yde tilskud til private lokaler.

Kommunalbestyrelsen fastsætter og fordeler årligt en beløbsramme til det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde. Det kan besluttes, at dele af beløbsrammen skal anvendes til nærmere angivne formål, eksempelvis musikgarder, ungdomsklubber eller lignende.

Det er den enkelte forening, der træffer beslutning om valg af ledere, ansættelse af trænere samt om anvendelsen af tilskuddet.

Lokal tilskudsmodel
Kommunalbestyrelsen fastsætter en tilskudsmodel ud fra lokale forhold. Kommunalpolitikerne kan desuden beslutte, at der skal ydes forhøjet tilskud til f.eks. særlige aktivitetsformer og personer med særlige behov. Tilskuddet kan sættes i forhold til den samlede kontingentbetaling herunder bidrag, som foreningens medlemmer skaber ved deres arbejdsindsats og anden deltagerbetaling.

Endelig er det slået fast, at hvis der ydes tilskud til foreningernes egen disposition, gøres det efter objektive kriterier og tilskuddet udbetales ratevis forud, eventuelt som acontobeløb. Hvis der ydes tilskud til specifikke formål, skal tilskuddet anvendes til disse formål. Tilskuddet kan udbetales efter regning, når aktiviteten har været afholdt.

Kontakt jeres kommune for at høre mere om jeres tilskudsmuligheder. Typisk vil der være mere information at hente samt relevante ansøgningsskemaer til f.eks. delvis refusion af leder-/træneruddannelse via foreningens hjemkommunes kultur- og fritidsforvaltnings hjemmeside.

Fonde og legater
I kan også søge midler til klubben via online databaser med fonde, puljer og legater:
www.tilskudsbasen.dk
www.legatbogen.dk

Søg f.eks. til bedre skydebane, nyt udstyr, flere unge skytter mv.

Comments are closed.