Første dansker klar til OL 2020

on April 11 | in AKTUELT, Nyheder | by | with Comments Off on Første dansker klar til OL 2020

Dommer Jane Mønster er som den første dansker ”udtaget” til OL, da hun torsdag fik nyheden fra ISSF om, at hun er udpeget som jurymedlem til næste års olympiske lege i Tokyo.

Hovedpersonen selv var overrasket over nyheden men naturligvis også stolt over at være blevet udpeget:

– Det føles helt fantastisk, og jeg havde selvfølgelig håbet men ikke rigtigt troet på det alligevel, for der er andre i riffelkomiteen, som har siddet der væsentligt længere end mig og som har OL-erfaring. Men noget må jeg jo have gjort rigtigt, når jeg har været ude til stævner, siger en glad Jane Mønster, der allerede nu kan begynde at glæde sig til at være en del af den største begivenhed i skydesportens verden.

– Jeg tror, det bliver en kæmpe oplevelse, og det er vel det største, man kan komme til såvel som dommer som atlet. Hele setup’et omkring et OL må ganske enkelt være noget særligt, som det bliver helt specielt at skulle opleve, og jeg tænker også, at det er once in a lifetime, så det er bare så fedt.

Ud over OL i Tokyo er Jane Mønster også udpeget som jurymedlem ved for-OL i april 2020, der også skydes på det olympiske anlæg i Tokyo.

For atleterne er OL-kvalifikationen i fuld gang. Næste mulighed er allerede i weekend, når skeetskytterne er med ved World Cup i Al Ain, og senere på måneden er det pistol- og riffelskytterne, der kæmper om OL-pladser i Beijing.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »