Hædersbevisninger 2018: Se alle modtagerne

on March 24 | in AKTUELT, Nyheder, Repræsentantskabsmøde | by | with Comments Off on Hædersbevisninger 2018: Se alle modtagerne

På søndagens repræsentantskabsmødet blev der traditionen tro overrakt hædersbevisninger. Se alle modtagerne her.

 

Erik Sætter-Lassens Vandrekæde: Steffen Olsen, Ballerup

Steffen Olsen modtager Erik Sætter-Lassens Vandrekæde for sine flotte resultater opnået i 2018. Ved World Cup i Fort Benning, USA vandt Steffen sin første World Cup-medalje, da han vandt sølv i riffel 3×40. Ved VM i Sydkorea vandt Steffen Olsen VM-guld i 60 liggende. Og ikke at forglemme vandt Steffen Riffelsektionens nyoprettede sæsonfinale på 50 meter 60 liggende.

Formand for riffelsektionen, Kim Laurberg har følgende at sige om Steffen Olsen:

”Steffen har, efter flere skader gennem de sidste par år, kæmpet hårdt for at komme tilbage på toppen. Selvom der har været flere store udfordringer hen ad vejen, både fysisk og psykisk, så har Steffen med stor vilje kæmpet sig tilbage toppen, og et verdensmesterskab viser virkelig, at han er tilbage. Dette viser, hvor stærk en personlighed Steffen er. Med denne hædring vil Riffelsektionen gerne anerkende Steffen for sin store indsats og sine flotte resultater.”

 

Erik Sætter-Lassens Lederpokal: Finn Johansen, KSF

Finn Johansen modtager Erik Sætter-Lassens Lederpokal i 2018, da han har været trofast, hjælpsom og altid engageret i skydesporten. Finn har en stor passion for sin idræt både ved at være aktiv, foreningsmand og forbundsaktiv – rent faktisk også sektionsaktiv.

Finn har virket i skydeidrætten i hele sit liv. Det er sådan vi oplever personer, som i alle tilfælde i mere end 30 år har været at finde i Skyttebladet. Han blev i 1988 nr. 49 med 556 point ved DM Grovpistol. Senere har han deltaget i mange andre aktiviteter og med noget større held.

Han er foreningsformand, en opgave han haft i umindelige tider. Han er i den grad ekspert på områder, der har med teknik, indretning af skydebaner og sikkerhed at gøre, hvilket den skydebane, som han agerer på til dagligt har rigtigt stor glæde af. Han er medopfinder/udvikler af en pistoldisciplin. Han er meget aktiv for sit forbund. Han ”trækker en gang imellem stikket helt ud”, tager bort og bruger sin tid som lystfisker. Han har sin mening og har talrige gange været på talerstolen ved Dansk Skytte Unions repræsentantskabsmøder.

Finn Johansen er ud over at være næstformand i Københavns Skytte Forbund også formand for SAS Skytteklub, han er aktiv i Dynamiske Sektion, DSF og har sin daglige gang på Københavns Skytte Center.

 

Poul Glesners Fortjenst Pokal: Thomas Herskind, Aalborg Skyttekreds

Thomas Herskind modtager Poul Glesners Fortjenst Pokal på baggrund af sin aktivitet og store indsats inden for skydeidrætten. Thomas har i år været med til stiftelsen af Talentudviklingscenter Nord, som oprettes med henblik på at skabe gode udviklingsmuligheder for Nordjyllands riffelskytter, unge som gamle. I forbindelse med udviklingscentret indgår Thomas som træner for Nordjyllands unge talenter sammen med Trænerne Anni Bissø og Lars Ørum, en post som han ligger meget tid og arbejde i, og som af centrets skytter værdsættes højt.

Udover arbejdet for Talentudviklingscentret, så ligger Thomas mange arbejdstimer i hjemmeklubben Aalborg Skyttekreds’ riffelafdeling, hvor han så sent som i 2017 var en vigtig enhed i klargørelsen af skytteforeningens afholdelse af landsstævnet. Thomas er generelt kendt for sin positive og udadvendte personlig samt sin store arbejdsindsats og gåpåmod, hvilket Aalborg Skyttekreds de seneste mange år har nydt godt af. Derudover er hans interesse for den enkelte skytte og dennes udvikling stor, hvorfor hans tilstedeværelse i klubben ligeledes er højt værdsat.

 

Kvindepokalen af 1988: Stine Nielsen, Særslev Skytteforening og Vejle Skytteforening

Stine Nielsen modtager kvindepokalen af 1988 for sine store resultater i 2018. Stine har gennem mange år vist, at hun er en skytte i den absolutte verdenselite, og de seneste par år er hun bare blevet ved med at bygge på.

Stine er en alsidig skytte, og hun er altid en kandidat til topplaceringer på både 10 og 50 meter. 2018 startede for Stine fantastisk ud med en guldmedalje ved EM på 10 meter. Hun overgik dermed sin egen flotte præstation ved EM året før, hvor hun fik sølv. Det var dog ikke kun på 10 meter, at Stine Nielsen havde succes i 2018. På 50 meter var hun med til at vinde to sølvmedaljer for hold ved VM i Sydkorea på henholdsvis 60 liggende og 3×40.

Stine Nielsen er en stædig kvinde, og hun vil være den bedste i verden. Stine har en professionel tilgang til sin sport, og hun arbejder benhårdt for at nå sine mål. Stine Nielsen er, og har altid været, en stor rollemodel for mange af de yngre skytter. Med kvindepokalen skal Stine Nielsen anerkendes for sine flotte resultater i 2018 og samtidig roses for at være en fantastisk ambassadør for dansk skydesport.

 

Veteranpokalen: Jørn Olsen, Københavns Flugtskytte Klub

Jørn Olsen modtager veteranpokalen efter en fantastisk sæson, hvor han som årets bedste fik en sølvmedalje til VM i compak sporting i Italien. Jørn blev også årets skytte 2018 i Danmark, ligesom han vandt sølv ved DIF DM og guld i veteranklassen ved samme DM.

Jørn er en skytte, som har været med i mange år – først som en af de mest vindende jagtskytter og nu er han en af de bærende skytter inden for compak sporting. Det er en glæde at se en skytte med hans alder, som kan være med i toppen af vores sport – om det er herhjemme eller i udlandet.

Samtidig med at han skyder godt, har han sin søn med, som også bliver en af de skytter, som vi kommer til at se mere til. Man må tage hatten af for Jørns store indsats for skydning generelt, og derfor er han fortjent modtager af veteranpokalen i 2018.

 

Juniorpokalen: Stephanie Grundsøe, Gundsølille Skytteforening og Ballerup Skytteforening

Stephanie Grundsøe modtager juniorpokalen for sin målrettede træning og de resultater, som hun har opnået.

Allerede i en tidlig alder har Stephanie Grundsøe opnået mange flotte resultater, samt vundet flere medaljer til Danmark, ved internationale mesterskaber. I 2018 kan nævnes: Dansk damejuniorrekord i disciplinen 3×40 skud ved VM i Sydkorea. To sølvmedaljer for seniorhold ved VM i Sydkorea (i 60 liggende og 3×40). Men nok det største en ung skytte kan opnå: Guldmedalje i 10 meter luftriffel ved OL for ungdomsskytter i Buenos Aires.

Stephanie erkendte allerede i en ung alder, at Danmark ikke havde de muligheder for uddannelse og skydetræning, der levede op til hendes ønsker. Derfor startede hun sin gymnasiale uddannelse på Norges Topidrætsgymnasium (NTG) i byen Kongsvinger. Her bliver Stephanie sammen med de andre riffelskytter på NTG-skolen trænet af den tidligere norske militær-verdensmester Øyvind Sirevaag. Øjvind udtalte i december 2016: ”Stephanie er et supertalent og er vældig træningsvillig. Hvis udviklingen fortsætter, så kan hun skyde verdensmesterskab for Danmark i 2018, og da er hun stadig bare 18 år.” Det fik han bestemt ret i, og Stephanie modtager fortjent juniorpokalen i 2018.

 

Ungdomspokalen: Michelle Wehage, Nykøbing Sj. Skytteforening

Michelle Wehage modtager ungdomspokalen for sine flotte resultater og sit hårde arbejde med at forbedre sit niveau i disciplinen 10m luftpistol. Michelle Wehage startede med at skyde pistol, da hun var ni år, og talentet har været der fra dag 1. Hun har fra første dag kunne se betydningen af at træne ordentligt og målrettet, og hendes træningsindsats er vokset betydeligt inden for de sidste år.

I 2018 vandt Michelle DM for damejunior på luftpistol og satte dansk rekord med 570 point. En rekord hun allerede har forbedret i 2019. I 2018 deltog hun desuden ved VM på 10 meter luftpistol i Sydkorea med flotte resultater til følge.

Derudover virker Michelle som rollemodel for de ”unge” og for den sags skyld også for de ”gamle” skytter i Nykøbing Sj. Skytteforening. Hun er en teamplayer og en inspiration for flere børne og ungdomsskytter og hun har et stort engagement i den lokale skytteforening. Michelle bruger gerne weekenden på træningssamlinger i den lokale forening for andre og det, at hun er rollemodel, har betydet gode resultater for andre skytter i foreningen. Som skytte og kammerat er Michelle altid klar til at videregive sin viden og erfaring – hos Michelle får man aldrig et nej eller ”jeg har ikke tid”. Michelle har den rette tilgang til sin idræt og den rigtige ånd til det frivillige foreningsarbejde.

 

Dansk Skytte Unions 300m talentstøttefond: Rasmus Algren Pedersen, Horne Skytteforening

10.000 kr. fra Dansk Skytte Unions 300m talentstøttefond tildeles Rasmus Algren Pedersen, der har et ønske om at være mere aktiv på 300m distancen. Rasmus Algren Pedersen har et mål om fremadrettet at prioritere og deltage ved flest mulige 300m stævner i Danmark og også deltage ved Lapua European Cup med håbet om en dag at stå som vinder.

 

Dansk Skytte Unions 300m talentstøttefond: Jens-Ulrik Ladekjær-Mikkelsen, Kolding-Bramdrup Skytteforening

10.000 kr. fra Dansk Skytte Unions 300m talentstøttefond tildeles Jens-Ulrik Ladekjær-Mikkelsen, der gerne vil nå et endnu højere niveau med sin skydning, så han kan opnå bedre og større resultater. Jens-Ulrik Ladekjær-Mikkelsen har et mål om at vinde flere DM-titler, og på længere sigt drømmer han om at komme med til større stævner som Lapua European Cup og med tiden måske endda også EM og VM.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »