Jesper Hansen vil kæmpe for dansk medalje i Tokoyo

on July 8 | in AKTUELT, Nyheder | by | with Comments Off on Jesper Hansen vil kæmpe for dansk medalje i Tokoyo

Den rutinerede, 40-årige skeetskytten fra Svebølle ved Kalundborg, Jesper Hansen, går målrettet efter at tage metal med hjem til Danmark, når han i slutningen af juli skal repræsentere de rød/hvide farver til OL i Tokyo. Det bliver tredje OL for den tidligere verdensmester (2013) og europamester (2018), som sluttede som nummer 5 til OL i Rio i 2016. Corona har for Jesper Hansen betydet et helt års ekstra forberedelse, hvorfor han nu melder sig mere klar end nogensinde før.

I stedet for at blive frustreret over udsættelsen af OL fra sommeren 2020 til 2021 pga. corona, har Jesper Hansen valgt at udnytte tiden til sin fordel ved at forberede sig endnu mere:

‟Der er ingen tvivl om, at det har givet mig et år mere sammen med min nye træner Tore Brovold, hvor vi har kunne perfektionere forskellige ting. Vi er blevet kørt mere på plads. Vi er mere klar. Jeg er endnu mere klar til kamp. Lad os se at komme i gang!” siger Jesper Hansen. ‟Jeg tager i hvert fald til Japan for at komme i en finale og håber på at vinde en medalje med hjem.”

Med far på jagt

Det hele startede, da Jesper Hansen var 13 år gammel. Hans far gik på jagt, og Jesper Hansen var meget interesseret i at komme med. Men da faren ikke syntes, at han selv var træfsikker nok, besluttede han sig for at øve sig på Smakkerup Skydebane. Dér fik Jesper Hansen også lov til at komme med og prøve at skyde lerduer. Først et enkelt skud, og et mere og et mere, og så begyndte han at blive grebet af det.

Københavns Flugtskytte Klub

I den lokale klub mødte Jesper Hansen verdensmesteren i skeetskydning fra 1979, Ole Justesen. De to gik sammen på skydebanen, og en dag fortalte Ole Justesen, at der skulle starte et talentprojekt op inde i Københavns Flugtskytte Klub (KFK) på KFK’s flugtskydebane. Det mente han bestemt, at Jesper Hansen skulle tage ind og prøve, hvilket han endte med at gøre.

Det var de to tidligere OL-sølvmedaljevindere i skeetskydning, Ole Riber Rasmussen og Kjeld Fristrup, der stod for skeettræningen i KFK, hvilket blev startskuddet på Jesper Hansens karriere inden for skeetskydning, og KFK er stadig den klub han træner i den dag i dag:

‟KFK betyder alt for mig. Det er en kæmpe klub. De har alle faciliteterne, de stiller trænere til rådighed, de har økonomi. Vi har det hele her, og åbningstider, så jeg kan træne, når jeg vil,” siger Jesper Hansen.

‟Min skeetkarriere tog for alvor form i 2009, hvor Dansk Skytte Union valgte at ansatte en sportschef. Dér blev det en seriøs linje fremadrettet mod mine mål. Det begyndte at blive noget, som jeg prioriterede at bruge tid på, som også gjorde, at jeg ville gøre mere for det,” siger Jesper Hansen.

Jeg vil også til OL

Jesper Hansen blev selv inspireret af sin tids idoler inden for skeetskydning og håber, at han selv kan være en rollemodel for kommende danske OL-skeetskytter:

‟Idolmæssigt startede det med Ole Riber Rasmussen, da jeg som knægt i 1996 så OL-finalen i Atlanta. Der var det ligesom, at der kom drømmen om, at jeg vil sgu til OL. Jeg vil gøre alt for at komme til OL‟.

Jeg vil også være olympisk mester

I 2013 blev Jesper Hansen verdensmester og i 2018 blev han europamester, og med en 5. plads 5 til OL i Rio i 2016, går han nu målrettet efter at tage metal med hjem til Danmark i juli til OL i Tokyo:

‟Det, der driver mig, det er jo at vinde. Og det, der har drevet mig videre, det er selvfølgelig at blive verdensmester og europamester. Det giver noget benzin til bålet. Det er ikke nok mere bare at være det. Jeg vil også være olympisk mester,” siger Jesper Hansen.

Jesper Hansen i ilden til OL d. 25/7 og 26/7

Selve skeetkonkurrencen løber over to dage, hvor Jesper Hansen er ilden for Danmark: Konkurrencen starter søndag d. 25/7 med første kvalifikationsrunde, og mandag d. 26/7 løber anden kvalifikationsrunde af stablen samt selve OL-finalen i skeetskydning. Det er de seks bedste skytter, der går videre til finalen. Man skyder 25 lerduer fra otte forskellige stande. En runde tager normalt ca. en halv time med seks skytter.

 FAKTA

Navn: Jesper Hansen

Fødselsdato: 19. november 1980
Bopæl: Svebølle ved Kalundborg
Beskæftigelse: Halvtidsprofessionel

Disciplin: Skeet
Klub: Københavns Flugtskytte Klub (KFK)
Udstyr: Gevær / Beretta DT11 • Ammunition / Specialfremstillet fra Norma • Vest og briller / Castellani
Begyndte at skyde som: 13-årig

Første store mesterskab: EM 1999
Største resultater: Verdensmester 2013 • Europamester 2018 • Bronze ved EM 2015 • 5. plads ved OL 2016 • OL-deltagelse i 2012 og 2016 • Udtaget til OL Tokyo 2020 • Seks World Cup-medaljer • Seks gange dansk mester

 

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »