Juniorerne slutter af med manér ved EM

on March 20 | in AKTUELT | by | with Comments Off on Juniorerne slutter af med manér ved EM

For tredje dag i træk var der medaljer til danske skytter, da damejuniorholdet med Stephanie Grundsøe, Josefine Laursen og Lærke Fabricius vandt sølv i holdkonkurrencen ved EM på 10 meter i Kroatien.

Det danske hold gik i kvartfinalen som nr. 8, og derfor skulle de op mod Ukraine, der var førsteseedet. Det var dog danskerne, der kom bedst ud af den dyst, og med 616,7 mod 613,7 var de danske piger videre til semifinalen.

Her var det Polen, der var modstanderen, og det så længe ud til, at de skulle tage finalepladsen. Nede med 8-12 leverede danskerne dog et fantastisk comeback og vandt semifinalen 14-12.

I finalen var der dog ikke så meget at stille op mod Rusland, der tog guldet med 16-8.

Det var dog tre meget glade damejuniorer, der fik overrakt den tredje danske medalje på tre dage.

Talentudviklingskoordinator Jakob Buch Østergaard, er imponeret over det, han har set fra de danske juniorer og hele teamet i Kroatien i denne uge:

– Det har fantastisk at opleve den indstilling atleterne har haft til mesterskabet. De har haft en utrolig seriøs tilgang, og samtidig har der været plads til at være uhøjtidelige, enormt sociale og afslappede. Stor ros til Anni og vores talentcentertrænere. Det har været enormt inspirerende at opleve samarbejdet mellem landstræneren og talenttrænere – også under mesterskabet. Det har givet en forståelse for atleternes behov, der har været nøglen til de fabelagtige resultater, fortæller Jakob Buch Østergaard og fortsætter:

– Vi glæder os til fremadrettet at styrke samarbejdet yderligere mellem landstræneren fra de respektive ungdomshold og vores talenttrænere, så vi kan fortsætte den enormt flotte retning, som vores talentfulde atleter allerede er på vej ud af.

– Truppen har nogle helt tydelige værdier, der afspejler sig i deres skydning, og ikke mindst når de er sammen. Så stor ros til landstræneren og teamet omkring for at dyrke en så stærk kultur, lyder det fra Jakob Buch Østergaard.

Se alle resultater fra EM her.

Torsdag er det seniorerne der skal i aktion ved EM. Her er det Frederik Larsen der lægger ud kl. 09.30.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »