Medlemstallene for 2018 er netop offentliggjort, og for første gang i fem år går Dansk Skytte Union frem. I 2018 havde unionen 239 flere medlemmer end året tidligere.
Det samlede medlemstal for 2018 er derfor på 31.549 fordelt på 358 foreninger.
Fremgangen kommer efter fem år – en periode hvor Dansk Skytte Union har mistet over 20.000 medlemmer. Den store tilbagegang skal dog findes i udelukkelsen af Dansk Flugtskydnings Forbund i 2014.
Og selvom 239 medlemmer kun svarer til en stigning på 0,76 %, så glæder det formanden i Dansk Skytte Union, John Hansen, at udviklingen nu er vendt fra minus til plus:
– Det er selvfølgelig meget glædeligt, at vi for første gang i flere år kan se en fremgang i medlemstallene. Denne udvikling håber vi selvfølgelig vil fortsætte.
– Vi har i disse år et stort fokus på at få engageret flere foreninger, både ift. uddannelse og stævneaktivitet, så vi kan gøre det endnu mere attraktivt at gå til skydning. Vi tror på, at det er med til at fastholde flere i sporten og også tiltrække nye.
– Vi har her stadig et stort arbejde foran os, så vi kan nå de ambitiøse mål, vi har sat, og så vi fortsat kan udvikle os som organisation og skydesporten som idræt, siger John Hansen.
Med fremgangen er Dansk Skytte Union en del af en tendens, der ses i hele DIF og DGI, hvor antallet af medlemmer stiger. Organisationerne oplever samlet en fremgang på 26.158 medlemmer, og det er især seniormedlemmerne over 60 år, der står bag denne stigning – en tendens der også ses i Dansk Skytte Union.
I alt er der 889 skytteforeninger under DIF, DGI og Firmaidrætten med 62.706 skytter. Det er et fald ift. 2017, hvilket skyldes en nedgang hos DGI på 1.191, der ikke kan opvejes af Dansk Skytte Unions fremgang. 277 foreninger med i alt 22.000 medlemmer er både medlem hos DIF og DGI.
Dansk Skytte Union er 13. største DIF-forbund målt på antal medlemmer og 8. størst målt på antal klubber, det er samme placering som sidste år.
Dyk selv nærmere ned i medlemstallene her.
Fakta om medlemstallene 2018 for Dansk Skytte Union:
- 11 nye foreninger er kommet til, mens 13 foreninger er udmeldt.
- Københavns Flugtskytte Klub (KFK) er den suverænt største forening med 3.587 medlemmer. Fra 2017 er klubben vokset med 17,4 %.
- Det gennemsnitlige medlemstal for unionens foreninger er 79 (eksklusiv KFK).
- De 10 største foreninger udgør mere end 20 %.
- KFK udgør mere end 10 %, og klubben er lige så stor som de 149 mindste foreninger til sammen.
- Fyns Politis Idrætsforening står for en procentvise største fremgang – hele 620 % ift. 2017 fra 10 til 72 medlemmer.
- I aldersgruppen 0-24 år er der et fald på 336 medlemmer sammenlignet med 2017.
- I aldersgruppen 60+ er der en fremgang på 266 medlemmer, det svarer til 4 %.
- Efter en lille fremgang i 2017 går de kvindelige medlemmer en smule tilbage i 2018.
- 28 foreninger har under 10 medlemmer.
- 9 foreninger har over 300 medlemmer.
Top 10 – største forening
1. | Københavns Flugtskytte Klub | 3587 |
2. | Aalborg Flugtskydningsforening | 594 |
3. | Politiets Idrætsfor Kbh. Skytteafd. | 473 |
4. | Allingåbro Skytteforening | 405 |
5. | Esbjerg Flugtskydningsforening | 372 |
6. | Holstebro Strand Jagtforening* | 344 |
7. | Skytteklubben DSB/ASF Århus | 340 |
8. | Bornholms Jagtcenter | 334 |
9. | Kjøbenhavns Skytteforening | 315 |
10. | Ballerup Skytteforening | 296 |
Top 10 – riffel/pistol
1. | Politiets Idrætsfor Kbh. Skytteafd. | 473 |
2. | Allingåbro Skytteforening | 405 |
3. | Skytteklubben DSB/ASF Århus | 340 |
4. | Kjøbenhavns Skytteforening | 315 |
5. | Ballerup Skytteforening | 296 |
6. | Aalborg Skyttekreds | 281 |
7. | Kolding-Bramdrup Skytteforening** | 277 |
8. | Viborg Skytte Forening | 273 |
9. | Brøndby Skytteforening | 257 |
10. | Vadum Skytteforening af 1970** | 253 |
Top 10 – under 25 år
1. | Københavns Flugtskytte Klub | 224 |
2. | Smedegårdens Skytteforening | 180 |
3. | Vadum Skytteforening af 1970 | 147 |
4. | Skytteklubben DSB/ASF Århus** | 126 |
5. | Damsholte Skytteforening | 108 |
6. | Viborg Skytte Forening | 90 |
7. | Ballerup Skytteforening | 89 |
8. | Helsingør Salonskytte Forening | 88 |
9. | Aalborg Flugtskydningsforening** | 83 |
10. | Knabstrup Skytteforening** og Galten Skytteforening** | 78 |
* Nye i Dansk Skytte Union og derfor nye i top 10
** Nye i top 10 i 2018
related posts
« Ny pulje: Søg penge til skydning for hele familien Skyttebladet #2 2019 er udkommet »