Meget positiv modtagelse af ny flugtinstruktøruddannelse

on September 29 | in Flugtnyheder, Flugtsektionen, Kursus & Uddannelse, Nyheder | by | with Comments Off on Meget positiv modtagelse af ny flugtinstruktøruddannelse

Ros til deltagerne og underviserne efter kursus i Vamdrup. Stadig ledige pladser til kommende kurser.

”Der kom mange guldkorn!! God undervisning i teknik.” skriver en af deltagerne i den anonyme onlineevaluering efter det seneste flugtinstruktørkursus, der netop er afholdt hos Team Claysport Syd i Vamdrup i det sønderjyske. Billedet herover viser de glade, nyuddannede instruktører.

Over hele linjen er der positive tilkendegivelser fra deltagerne, der alle vil anbefale kurset til andre. Ligeledes svarer 2/3 ”Meget positivt” på spørgsmålene om deres overordnede indtryk af kurset samt om kursets relevans for deltagernes fremtidige virke som instruktører. Den sidste 1/3 har givet 4 af 5 stjerner ved begge spørgsmål, så de er også meget positive.

Mere relevant uddannelse får god modtagelse
Flugtinstruktøruddannelsen er i år blevet opdateret og gjort endnu bedre, så den nu er målrettet flugtskydning, væk er alt hvad der handlede om at gå på jagt, og i stedet er fokus på sikkerhed, valg af våben, skydetekniske grundprincipper, skydeteknikker, undervisningsprincipper, den gode velkomst, almen viden for instruktøren, tørtræning samt øvelser med ammunition. Modtagelsen af den nye uddannelse er heldigvis god, og alle deltagere, der har udfyldt evalueringen på de to afholdte kurser har sat X i ja på spørgsmålet om de vil anbefale Dansk Skytte Unions instruktøruddannelse til andre.

Dygtige deltagere
Ros skal der også lyde til deltagerne på kurset i Vamdrup. Underviser og uddannelsesansvarlig i flugtsektionen Michael Hansen fortæller:
”Deltagerne var engagerede, så det var rigtig dejligt at komme ud til som underviser. De var meget positive og lyttede og stillede fornuftige og gode spørgsmål, når de var i tvivl. De tog rigtig godt imod undervisningsmetoderne og mestrede sikkerheden godt. De var også gode til at hjælpe og vejlede hinanden under gruppearbejdet. Jeg er helt overbevist om, at vi har fået 11 nye, rigtig gode instruktører. Det var virkelig en god oplevelse, man bliver helt højt af det. Det er det, der er fedt ved at undervise. Det giver mig lyst til at arbejde videre og forhåbentlig se nogle af deltagerne på de kommende træneruddannelser.”

Med som underviserføl var Mikkel Jespersen, og begge undervisere har fået ros for deres faglighed i deltagerevalueringen.

Underviserne og DSkyU takker desuden værtsklubben Team Claysport Syd for samarbejdet. Klubben har også lige afholdt DM i compak sporting med 120 deltagere, så de er vant til at være gæstfri.

Stadig ledige pladser på de kommende kurser
Der er tre instruktørkurser mere i år, alle med tilmeldingsfrist snart. To for kommende instruktører og et opkvalificeringskursus for allerede uddannede instruktører, der ønsker at blive efteruddannet i det nye materiale.

Tryk på det ønskede kursus for at læse mere og tilmelde dig.

Husk at kommunen kan søges om tilskud via kultur- og fritidsforvaltningen. At få flere instruktører i klubben er en god investering for at skabe mere kvalitet og aktivitet.

Det rigtige våben er vigtigt
På kurset gjorde Michael Hansen en interessant observation:
”Det var en lille smule foruroligende, at nogle af kursisterne, som havde købt våben i forretningerne, havde fået så dårlig vejledning, at de var endt med at købe våben, der ikke passede 100 %. Skytterne har selvfølgelig handlet i god tro, men butikkerne har ikke været dygtige nok til at sælge det rigtige våben. Det er et problem.”

På kurset lærer instruktørerne, hvordan de skal vejlede i våbentilretning og –køb, så kommende skytter forhåbentlig får det bedst mulige udstyr til flugtskydning.

En af deltagerne bad ligefrem om at få en af vores undervisere med på næste våbenindkøb.

 

Spørgsmål, kommentarer og bestilling af kurser til afholdelse i din forening ved at skrive til udviklingskonsulenten.

Læs her om efterårets øvrige kurser.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »