Nyt netværk for yngre ledere i skydesporten

on November 22 | in AKTUELT, DSkyU, Nyheder, Strategispor | by | with Comments Off on Nyt netværk for yngre ledere i skydesporten

I Dansk Skytte Union har vi store ambitioner for fremtiden, men det kræver, at der også frem over er stærke og dygtige ledere, der kan gå forrest, og som vil påtage sig opgaver og ansvar, så skydesporten fortsat kan udvikle sig.

Derfor præsenterer Dansk Skytte Union nu et helt nyt netværk for engagerede ledere fra hele skydesporten. Her skal vi diskutere fremtiden for skydning og Dansk Skytte Union, vi skal udvikle vores lederkompetencer og skabe stærke relationer på tværs, så vi også i fremtiden har et godt fundament at bygge en moderne skytteorganisation på.

Til netværket søger vi nu deltagere, der har interesse for ledelses- og bestyrelsesarbejde, og som gerne vil udvikle sig som leder. Netværket er for dig der:

  • Allerede bestrider en post under Dansk Skytte Union – eller for dig der gerne vil være en del af unionens arbejde.
  • Er engageret i skydesporten – særligt unionens aktiviteter og discipliner.
  • Vil udvikle dig som leder.
  • Har ambitioner på dine egne og skydesportens vegne.
  • Er interesseret i aktuelle og relevante problemstillinger inden for skydesporten.
  • Har lyst til at indgå i et netværk med andre dygtige og motiverede ledere.

Kan du svare ja til en eller flere af ovenstående, så skal du søge nu!

Indhold

Netværket mødes 4-6 lørdage eller søndage i løbet af 2021 – datoerne er endnu ikke fastlagt. De overordnede temaer for møderne er organisation, bestyrelsesarbejde, strategi, ledelse og udvikling. Du kan undervejs være med til at forme indholdet og de temaer, der tages op på netværket.

Som en del af netværket får du:

  • Et indblik i bestyrelsesarbejdet i Dansk Skytte Union
  • En mulighed for at udvikle dig som leder
  • En stemme når der diskuteres aktuelle og relevante emner
  • Indflydelse på hvordan unionen skal se ud i fremtiden
  • Et netværk af engagerede og ambitiøse ledere fra skydesporten

Indholdet på et møde vil være en god blanding af oplæg, workshops, gruppearbejde osv.

En del af strategispor 1

De seneste år har Dansk Skytte Union været igennem en proces med en større organisationsudvikling, som stadig er i gang. Som et led i denne udvikling er det bestyrelsens ambition, at næste generation af ledere bliver klædt godt på til bestyrelsesarbejdet og gives de rette værktøjer, så der i fremtiden er kvalificerede kræfter klar til at indtræde i unionens udvalg, sektioner, bestyrelse osv.

Netværket er forankret i Dansk Skytte Unions strategispor 1, der omhandler organisationsudvikling. Her er et af målene en større diversitet, og ambitionen er, at unionen skal ”rekruttere dygtige frivillige på tværs af køn og alder”. I dag er det særligt yngre ledere under 50 år og kvinder, der er underrepræsenteret på de frivillige poster i Dansk Skytte Union. Derfor vil vi især opfordre disse målgrupper til at søge, så vi sikrer en større diversitet i netværket.

Målgruppe

Til netværket søger vi både deltagere med stor erfaring fra frivilligt arbejde og lederposter, og yngre deltagere der måske ikke har så meget erfaring men er interesseret i at udvikle skydesporten. Det vigtigste er, at du er ambitiøs, engageret, udviklingsorienteret og iderig.

Vi ønsker, at deltagerne er investeret i netværket og klar til at dele ud af egne erfaringer samt bidrage med gode inputs og idéer. På den måde kan alle være med til at skabe en god dialog og et højt fagligt niveau i netværket.

Som deltager ser vi desuden gerne, at du er medlem af en forening under Dansk Skytte Union eller på anden måde engageret i skydning under unionen.

Ansøgning

Du søger om at blive en del af netværket ved at udfylde ansøgningsskemaet her. Alle kan søge, og udvælgelsen sker på baggrund af de indkomne ansøgninger. Derudover vægter erfaring med ledelse, dine ambitioner samt engagement i Dansk Skytte Unions aktiviteter og discipliner. Relevant erfaring fra erhvervslivet, uddannelse eller andet frivilligt arbejdet vil også være et plus, men det vigtigste er, at du har masser af gå-på-mod og har lyst til at gøre en forskel for skydesporten.

Udfyld gerne skemaet så grundigt som muligt og uddyb gerne dine svar. Ansøgningsskemaet sendes til aho@skytteunion.dk.

Ansøgningsfrist: 24. januar 2021

Spørgsmål

Har du spørgsmål, kan du kontakte projektleder Anne Helmine Olesen på aho@skytteunion.dk eller +45 40 27 22 33.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »