Nyt udviklingscenter officielt åbnet i Viborg

on January 13 | in AKTUELT, Nyheder, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Nyt udviklingscenter officielt åbnet i Viborg

Dansk Skytte Union kunne søndag den 12. januar byde velkommen til Viborg Udviklingscenter som nyt talentmiljø. Centret drives af Viborg Skytteforening, og de havde indbudt til åbningsreception i klubhuset i Viborg.

Her var skytter, trænere, frivillige og samarbejdspartnere indbudt til morgenmad. Herefter kunne formand for Viborg Skytteforening Kristian Lund Hansen officielt åbne udviklingscentret:

– Det er en stor ting, det har betydet meget for os. Det er jo et arbejde, vi har gjort i mange år, men nu er det ligesom blevet blåstemplet og formaliseret. Så udover at det giver os mulighed for at udvikle os, så giver det os også et skulderklap. Det betyder meget for os, at Dansk Skytte Union støtter os og tror på os, fortæller Kristian Lund Hansen.

Og netop det nu helt officielle samarbejde sætter udviklingscentret stor pris på:

– Det er rart at have nogen at sparre med, og igennem unionen får vi en enorm stor flade at sparre med. Vi har kørt den her udviklingstræning gennem flere år, og vi synes selv, at vi er rigtig gode til det, men nu får vi også nogle indspark og nogle anderledes måder at gøre det på.

Med udnævnelsen til udviklingscenter er en milepæl nået i Viborg, med centret har allerede sat nye mål:

– Vi arbejder mod at få endnu flere skytter fra vores udviklingscenter på juniorlandsholdet, og på sigt vil vi også gerne se en der har haft sin rod i vores udviklingscenter på det rigtige landshold, det er vores primære mål, og det vi arbejder mod, lyder det optimistisk fra Kristian Lund Hansen.

Der var på dagen også ord fra kulturudvalgsformand i Viborg Kommune Mads Panny, Lone Simonsen fra Viborg Elite og Dansk Skytte Unions talentudviklingskoordinator Jakob Buch Østergaard. Sidstnævnte var også glad for endelig at kunne byde officielt velkommen til udviklingscentret i Viborg:

– Vi kendte i forvejen til det spirende talentmiljø i Viborg Skytteforening, og vi er glade for, at vi i samarbejde med dem kan være med til at udvikle, strukturere og gøre talentmiljøet endnu stærkere. Udviklingscentret har et rigtig godt samarbejde med Viborg Elite og Viborg Kommune, og vi ser frem til at styrke den relation endnu mere. Med det stærke fundament både foreningen og udviklingscentret har i form at dygtige frivillige, så er jeg sikker på, at udviklingen kan fortsætte i Viborg, siger Jakob Buch Østergaard.

Efter åbningen kunne de fremmødte prøve kræfter med 10 meter riffel og overvære riffeljuniorlandsholdet, der havde træningssamling på banerne.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »