SILHUETPISTOL 25m

on November 7 by

25 meter silhuetpistol kendes også som 25 meter ’rapid fire’. Det er en international disciplin, der er på OL-programmet. Disciplinen dyrkes kun på herresiden internationalt.

Våben
Standardpistoler, der passer til 5,6 mm randtændingspatroner.

Ammunition
5,6 millimeter randtændingspatroner. Disse skal være lavet bly eller andet blødt materiale. Må maksimalt veje 2,53 gram og skal mindst have en mundingshastighed på 250 meter i sekundet.

Skiven
Der bruges fem skiver på hver bane. Hver enkelt skive har en diameter på 50 centimeter. 10’er-ringens diameter er ti centimeter, mens de følgende ringe har en bredde på fire centimeter. I midten er der et kryds-10’er-felt på 5 centimeter. Den lavest scorende ring giver fem point.

Format/Scoring
I silhuetpistol skydes der serier á fem skud ad gangen. Disse fem skud skal afvikles på henholdsvis otte, seks og fire sekunder. Når en serie af skud skal afvikles, må skytten tage sigte, men skal derefter sænke armen igen. Armen må først løftes for at affyre de fem skud, når timeren er gået i gang.

I kvalifikationer skydes der to serier á 30 skud. I hver serie skydes der to gange fem skud på maksimalt otte sekunder, det samme på seks sekunder og det samme på fire sekunder. Det giver i alt 60 skud og en maksimalscore på 600 point. De seks bedste skytter går i finalen.

I finalen ændres reglerne for point. Skiven er den samme, men i finalen kan man enten ramme eller misse. Et ramt skud (et point) svarer til at skyde 9,7 point eller derover. Skyder man 9,6 point og derunder på en skive, giver det nul point.

I finalen skal samtlige serier afvikles inden for fire sekunder. Alle seks skytter får lov til at skyde tre serier á fem skud, hvorefter der påbegyndes elimineringsrunder. Efter skytternes fjerde runde elimineres den skytte, der sammenlagt har færrest point. Efter hver runde herfra bliver endnu en skytte elimineret, indtil der står en vinder.

Har to eller flere skytter på et tidspunkt ramt lige antal point, når der skal elimineres en skytte, skyder de sudden death – fem skud inden for fire sekunder. Færrest ramte taber.

Aldersklasser + Skydestilling
Internationalt skydes disciplinen i herrejunior og herresenior (Fra 21 år og op). Disciplinen skydes dog for alle herhjemme.

Disciplinen skydes som udgangspunkt med enhåndsfatning. I visse rækker kan disciplinen også skydes med fri håndfatning. De rækker markeres med betegnelsen: (fri)

U13 (fri)
U15 (fri)
U17
Dame- og Herrejunior (max 20 år)
Herrer
Damer
Åben Klasse
Senior 1 (45-54 år)
Senior 2 (fri) (55-64 år)
Senior 3 (fri) (+65 år)
Oldboys/girls (fri) (+70 år)

Comments are closed.