SPORTSPISTOL 25m

on November 7 by

25 meter sportspistol er en international disciplin, der er på OL-programmet. Internationalt dyrkes disciplinen kun hos kvinder efter juniorrækkerne. Internationalt er disciplinen blot kendt som 25 meter pistol. Disciplinen er todelt med både præcisionsskydning og duelskydning.

Våben
Alle standardpistoler til 5,6 millimeter randtændingspatroner er tilladt. Må maksimalt veje 1,4 kg.

Ammunition
5,6 millimeter randtændingspatroner. Skal være lavet af bly eller andet blødt materiale.

Skiven
Der anvendes to forskellige typer skiver til henholdsvis præcision og duel.

Præcision
Der scores fra 1-10 point på denne skive. 10’eren er 5 centimeter i diameter, mens resten af ringene er 2,5 centimeter brede. Inde i 10’eren er der en markør til kryds-10’ere. Denne har en diameter på 2,5 centimeter. Skiven er som udgangspunkt placeret i 1,40 meters højde.

Duel
Der bruges fem skiver på en bane. Hver enkelt skive har en diameter på 50 centimeter. 10’er-ringens diameter er 10 centimeter, mens de følgende ringe har en bredde på 4 centimeter. I midten er der et kryds-10’er-felt på 5 centimeter. Den lavest scorende ring giver fem point.

Format/Scoring
Kvalifikation
Der skydes i alt 60 skud i kvalifikation. 30 præcision og 30 rapid fire (duelskydning). I præcision skal hver skytte skyde seks serier á fem skud. Hver serie må maksimalt tage fem minutter.

I duelskydningen skal hver skytte igen skyde seks serier á fem skud. I hver enkelt serie har hver skytte tre sekunder til at skyde hver enkelt af de fem skud. I mellem hver serie er der et interval på syv sekunder.

Der kan maksimalt scores 600 point her. De otte bedste går videre til finalen.

Finalen
I finalen skydes der fortsat duelskydning. Der skydes stadig serier á fem skud, og man har tre sekunder per skud. Der scores dog ikke længere point fra 1-10, men i stedet tæller en score på 10,2 eller over som ét point, mens 10,1 og under tæller som nul point.

Efter fire serier bliver skytten med den dårligste score elimineret. Herefter elimineres en skytte efter hver efterfølgende serie, indtil der til sidst er fundet en vinder.

Aldersklasser + Skydestilling
Internationalt skydes disciplinen i Dame-rækken (Fra 21 år og op) og i Herre- og Damejunior. Disciplinen skydes dog for alle herhjemme.

Disciplinen skydes som udgangspunkt med enhåndsfatning. I visse rækker kan disciplinen også skydes med fri håndfatning. De rækker markeres med betegnelsen: (fri)

U13 (fri)
U15 (fri)
U17
Dame- og Herrejunior (max 20 år)
Herrer
Damer
Åben Klasse
Senior 1 (45-54 år)
Senior 2 (fri) (55-64 år)
Senior 3 (fri) (+65 år)
Oldboys/girls (fri) (+70 år)

Comments are closed.