Reportage fra OL-trap træning i Italien

on April 27 | in Flugtnyheder, Flugtsektionen, ISSF, Nyheder, Uddannelse & kurser | by | with Comments Off on Reportage fra OL-trap træning i Italien

Førstehåndsberetning fra en af deltagerne på den seneste træningssamling for OL-trap i Italien med den italienske træner Rodolfo Vigano.

Stor tak til Torben Ranthe for at bidrage med denne beretning. Billede taget af Svend Erik Svenningsen.

Carisio 2018

Når talen falder på Italien er historierne mange og gode, her produceres tøj, motorcykler, sko, vin, oliven, en betragtelig mængde pizzaer og det var her at Enzo Ferrari i 1947 satte sin første sportsvogn i produktion. Her har folk som Mussolini, Berlusconi og Sophia Loren haft deres gang og landet er elsket af mange.

Så forventningerne fejlede ingenting, da jeg meldte mig til DSkyUs trænings samling for OL-trap, som blev afholdt i Carisio i Norditalien. De to foregående træningssamlinger, som blev afholdt i Danmark, havde fået stor ros og med en meget fin bane under “varmere” himmelstrøg var betingelserne perfekte for denne tur. Den skepsis – kald den bare sund – som folk fra udkantsdanmark ofte besidder fornægtede sig dog ikke. Havde hørt meget godt om Italien og trapskydning, men ville jo gerne ved selvsyn konstatere om der var hold i tingene!

Det var der!!

Italien er jo nærmest OL-traps epicenter, og antallet af trapbaner overgår enhver forstand. Banernes beskaffenhed overgås kun af deres antal, og de lader intet tilbage at ønske. Kvalitet og ordnede forhold hele vejen rundt. Dette sammenholdt med de gode muligheder for at købe og anvende ammunition af god kvalitet giver optimale forhold for at afvikle sådan en træning.
Rodolfo Vigano som var træner under de forgangne samlinger i Danmark var ligeledes vores træner på denne tur. Han er på alle måder kompetent og har god empati og forståelse for hver enkelt skytte og har samtidig en god evne til at holde tingene på gulvet . Vi deltog 5 skytter, og jeg kan roligt sige, at alle følte sig godt tilpas under de to dages træning. Hans mangeårige virke i denne sport gør, at han besidder en enorm viden, hvilken han gerne deler ud af.

Under træningen, som løb over to dage, skød vi til 6 serier hver dag. Dette betød, at der var god tid til ro og forberedelse mellem runderne. Vigtigheden af dette blev understreget af, at vi alle skød en kende bedre end ellers. Under træning hjemme går det nogen gange vel stærkt, og derfor får den mentale tilgang til træningen ikke altid den nødvendige opmærksomhed. Her var god mulighed for at lære at forstå vigtigheden af dette. Er ret sikker på, det mentale er det de fleste trap-skytter har sværest ved, men nok ikke altid prioterer – jeg selv inklusiv!

Efter de to dages træning havde vi tre dage på egen hånd, hvor vi valgte at skyde konkurrence de to sidste dage. Dette for at få lidt konkurrencetræning og samtidig prøve at skyde på nogle andre baner.

Man bliver ikke verdensmester af to dages træning i Italien, men effekten af sådan en tur er stor – især for en nyere skytte som jeg. At opleve italienernes kultur omkring denne sport, få rigtig træning, se de mange gode baner, skyde med noget ordentligt ammunition og give sig tid til fordybelse har givet endnu større lyst til at ville.

En stor tak til DSkyU for initiativet, til Niels (Pagel, udviklingskonsulent) for hjælp med forskelligt, til de andre skytter for hyggeligt samvær og til Dan (Hemmingsen, OL-trap disciplinansvarlig i flugtsektionen og planlægger af træningsturen) for hans tålmodighed og engagement.

2018 forventes at byde på flere træningstilbud med Rodolfo Vigano. Mere information følger.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »