På baggrund af myndighedernes anbefalinger forlænger Dansk Skytte Union de restriktioner, der blev indført i midten af marts.
Det betyder, at alle planlagte aktiviteter til og med 10. maj er aflyst eller vil blive forsøgt udsat. Stævner med Dansk Skytte Union som arrangør vil ikke blive afholdt, ligesom kurser og uddannelser er aflyst/udsat. Desuden er kontoret i Brøndby fortsat lukket, og personalet arbejder hjemmefra.
I tråd med myndighedernes og DIF’s anbefalinger vil Dansk Skytte Union derfor også fortsat opfordre til, at foreningerne holder lukket – det gælder for både inden- og udendørs aktiviteter.
– Vi er alle i en svær tid, og vi savner alle at dyrke vores idræt, men det er sådan, vi bedst kommer igennem det her på, siger John Hansen, formand i Dansk Skytte Union.
Hjælpepakke til foreninger
Tirsdag aften offentliggjorde Kulturministeriet, at en hjælpepakke på 50 mio. kr. er på vej til idrætsforeningerne. Beløbet skal bruges til at afbøde de økonomiske konsekvenser, som foreninger rundt om i Danmark oplever på grund af aflyste arrangementer og manglende indtægter som følge af coronakrisen.
Hjælpepakken er målrettet de foreninger, der er hårdest ramt af f.eks. medlemstilbagegang og aflyste mindre arrangementer med under 500 deltagere.
– Det er glædeligt, at der kommer en håndsrækning til foreningerne, for mange er hårdt ramt lige nu. Vi er glade for, at mange frivillige, der lægger et stort stykke arbejde i deres forening, nu kan få en håndsrækning, fortæller John Hansen.
related posts
« Kim Skovholm ansat i projektstilling Opdatering: Tommy Sørensen indlagt på Rigshospitalet »