Resultater fra dagens helmatch ved EM

on July 26 | in AKTUELT, Nyheder, RIFFELNYHEDER, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Resultater fra dagens helmatch ved EM

Der var helmatch på dagens EM-program, og det var med danske Esben Jakobsen og Niels H. Overgaard til start sammen med nogle af de bedste skytter i Europa. Esben Jakobsen blev nr. 17 med 1147 point, mens Niels H. Overgaard skød 1139, hvilket rakte til en 32. plads.

Ifølge Esben Jakobsen havde han en vanskelig dag på banen, men bagefter var han godt tilfreds:
– Der var meget vind, og indimellem skulle man minde sig selv om, at det måske ikke er 10’erne, vi skyder så mange af i dag, det er måske vigtigere, at man skyder nogle gode skud, og så må man håbe på det bedste. Når man står inde på banen, så føler man, at det ikke går så godt. Det er først, når man kommer ud og kigger på resultatlisten, at man kan se, at alle har haft det svært, og at det faktisk er gået ret godt ift. placeringen. Mange af de rigtig gode har skudt mindre, end jeg selv gjorde. Jeg skød det samme som Kamenskiy, der stod ved siden af mig, og han er måske en af verdens bedste på helmatch, fortæller Esben Jakobsen og fortsætter:

– I perioder var det frustrerende, når man skyder gode 9’ere, så tænker man, kunne du ikke lige have holdt en 10’er, men når jeg kigger på resultatlisten, så er jeg rigtig godt tilfreds med at være i top 20. Det var måske ikke lige det, jeg havde forventet, da jeg tog herned, men jeg havde selvfølgelig håbet på det. Så lige når jeg tænker over det, så er det faktisk ret godt i helmatch. Så får man lidt en fornemmelse af, at det kan godt lade sig gøre at være med deroppe af. Enrico sagde også til mig, du arbejder godt med din skydning, og du gør sådan set det, du skal. Så der er ikke langt fra de rigtig gode, til der hvor du er nu.

Niels H. Overgaard havde en blandet følelse efter sin skydning:
– Resultatet er jeg ikke tilfreds med, men jeg er sindssygt tilfreds med den måde, jeg arbejder på. Jeg er disciplineret og følger min teknik helt til dørs. De sidder lige rundt om 10’eren, og det er ærgerligt, så det er bare en af de dage, det ikke skulle være. Der var bare ikke nok 10’ere at give af i dag, og sådan er det, fortæller Niels H. Overgaard.

Den 23-årige skytte er med ved sit første EM som senior, og det havde faktisk en positiv effekt på banen:
– Jeg skød nok lidt mere afslappet, end når jeg som junior var ude til mesterskaber, for hvis man var den eneste herrejunior, kunne man godt føle, at der var et forventningspres på en. Her synes jeg, at Esben og jeg er rigtig gode til at støtte op om hinanden og også presse hinanden. Så jeg synes, at det blevet mere afslappet, men barren er også blevet sat noget højere, og derfor begynder vores resultater at komme længere og længere op af. Så det er en fed fornemmelse at stå hernede som senior, fortæller Niels H. Overgaard, der ikke lod sig påvirke af at stå side om side med de bedste i Europa:

– Når man ser startlisten, så tænker man måske nej nej, men når man kommer ind på banen, så har du fokus på dig selv, så er det lidt lige meget, hvad de folk ved siden af dig har opnået. Det er altid en fed fornemmelse at stå ved siden af dem, men hvis du holder fokus på dit eget, så er det dig, der kommer til at være en af dem på et tidspunkt.

Se alle resultater fra dagens 3×40 her.

I morgen skal de sidste skytter i aktion på 50 meter, når det er tid til 3×20 for dame og damejunior. Damerne skyder 07.00 dansk tid, og her er Stine Nielsen, Rikke Mæng og Camilla Andersen til start. Kl. 09.30 er det Henriette Nielsen, der repræsenterer Danmark blandt damejuniorerne.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »