Riffelskytterne er færdige ved EM

on February 29 | in AKTUELT, Nyheder, RIFFELNYHEDER, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Riffelskytterne er færdige ved EM

Der var desværre ingen finalepladser til de danske riffelskytter ved årets EM på 10 meter i Wroclaw. Hos damerne blev Anna Skade Nielsen bedste dansker med en placering som nr. 25, mens Steffen Olsen sluttede som nr. 32 på herresiden. Ingen af de danske hold gik videre i holdkonkurrencen.

Anna Skade Nielsen lå længe til en finaleplads

I dagens konkurrence så det længe ud som om, at Anna Skade Nielsen for andet år i træk skulle være på startlisten til EM-finalen. Efter en flot start, hvor hun længe lå med i top otte, røg hun i de sidste par serier dog ned gennem rækkerne og sluttede som nr. 25.

– Jeg synes, overskriften er, at det var meget tæt på men alligevel langt fra. Jeg synes ikke, at det er særlig meget, der mangler, det var de sidste to procent, men de var der ikke i dag. Jeg har ikke nogen dårlige skud, jeg har én 9.9, og ellers så er det 599, men jeg har for mange 10.3, 10.4 og 10.5, forklarer Anna Skade Nielsen. Selvom det ikke blev til en finaleplads, var EM alligevel en stor oplevelse for den 21-årige skytte:

– Det var mega fedt. Det er altid en ære at skyde for Danmark, og jeg var utrolig glad for at få lov til at stå der. For der står så mange andre rigtig gode, og jeg er glad for at være blandt de tre danskere, der får lov til at komme med, fordi det er der også andre, der kunne.

Hverken Rikke Mæng eller Stine Nielsen havde for alvor tur i den i Wroclaw. De sluttede begge uden for top 50 på en henholdsvis 51. og 54. plads.

Rikke Mæng var naturligvis ikke tilfreds med sin placering, men hun kunne stadig fokusere på det positive:

– Resultatmæssigt er jeg selvfølgelig pisseskuffet, det skal vi være specielt også med holdet, vi ville alle tre sindssygt gerne videre. Men jeg er egentligt okay fattet, og jeg gjorde så mange gode ting, så det er jo det, man skal tage med videre. Der kommer nye konkurrencer lige om lidt, så det skal være fokus, fortæller Rikke Mæng og fortsætter:

– Jeg synes faktisk, jeg var rigtig klar i dag. Min opvarmning og hele måden at gå til min skydning på var super fin, så jeg følte mig egentlig klar, da jeg gik ind på banen. Selvfølgelig er man nervøs, det er et EM og man ved, at der er kvotepladser på spil, så nerverne var på højkant.

– Jeg kommer fint igennem mine prøveskud og starter super fint, men så var en jury inde og sige noget med mit pistolgreb, og det distraherede mig lidt for meget. Jeg var ude og tage en snak med Bent og synes egentlig, jeg kom ind i min rytme igen fra min anden serie af, og så gik det egentlig okay. Jeg får nogle rigtig dyre 9’ere og lidt for tynde 10’ere.

Herrehold med for første gang siden 2013

Hos herrerne stillede Danmark med fuldt hold for første gang i syv år. Det var den bedst placerede danske herreskytte, Steffen Olsen, begejstret for:

– Det har været en fin tur og for mit vedkommende en fornøjelse at have et herrehold med for første gang i lang tid, siger Steffen Olsen, og fortæller om sin egen konkurrence:

– Der var mange gode elementer i min skydning. Der var egentlig fin ro, og jeg synes, det var bedre skydning, end hvad pointene sagde. Så der er noget at tage med videre.

De to øvrige herreskytter, Esben Jakobsen og Nicklas Kildehøj, fik begge debut ved mesterskabet – Esben Jakobsen var med ved EM på 10 meter for allerførste gang, mens Nicklas Kildehøj skød sit første internationale mesterskab som senior. Esben Jakobsen skød 621,6 og blev nr. 52, mens Nicklas Kildehøj sluttede på en 62. plads med 618,8 point.

Danske resultater

25. Anna Skade Nielsen – 626,0
51. Rikke Mæng – 622,6
54. Stine Nielsen – 622,3
Damehold: 12. – 1870,0

32. Steffen Olsen – 624,4
52. Esben Jakonsen – 621,6
62. Nicklas Kildehøj – 618,8
Herrehold: 14. – 1864,8

Alle resultater fra EM på 10 meter kan findes her.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »