Riffelskytterne skal have ny landstræner

on November 7 | in Aktuelt, DSkyU, Elite, Nyheder, Riffelnyheder | by | with Comments Off on Riffelskytterne skal have ny landstræner

Efter syv år stopper Enrico Friedemann ved årets udgang som landstræner.

Siden 2011 har Enrico Friedemann haft ansvaret for elitegruppens riffelskytter, men fra nytår er det ikke længere tyskeren, der skal vinde medaljer til Danmark i riffelskydning. Som dansk landstræner har Enrico Friedemann således kun to træningslejre samt en EM-udtagelse under LF-Open tilbage.

Beslutningen om at stoppe har ikke været let, men for landstræneren var det tid til nye udfordringer:

– Vi har haft syv utroligt succesfulde år, og der er aldrig et rigtigt tidspunkt at tage sådan en beslutning på. Men for at du kan udvikle dig, skal der indimellem ske noget nyt. Derudover venter der mig en ny og meget interessant opgave, som har gode perspektiver. Kort sagt er det tid til nye udfordringer, og som man siger, skal man jo stoppe, mens legen er god, fortæller Enrico Friedemann, der også nu kan løfte sløret for, hvad han skal lave, når kontrakten med Dansk Skytte Union udløber ved årsskiftet:

– Jeg skal fortsat arbejde som træner, da jeg skal være manager i juniorafdelingen og træner for juniorlandsholdet i Schweiz. Det betyder, at jeg skal være manager halvdelen af tiden og træner den anden halvdel.

Derfor kommer Enrico Friedemann’s trænerevner snart nye skytter til gode, og han kan i stedet se tilbage på en tid som dansk landstræner, hvor han og holdet har lavet mange flotte resultater sammen:

– Det har været en tid med stadig voksende succes, og det har også gjort arbejdet som træner nemt. Jeg er utrolig stolt af holdet, hvordan det har udviklet sig, og hvad vi har opnået af resultater, selvom vi ikke har de samme forhold som mange andre steder i verden, siger Friedemann og fortsætter:

– Jeg er meget taknemmelig over den chance, som jeg fik for syv år siden af Dansk Skytte Union og ikke mindst Linda Andersson. Linda havde som sportschef modet til at ansætte mig som træner, selvom jeg havde meget lidt erfaring og kun talte tysk. Men det var en chance, som viste sig at være en succes for begge parter, og jeg har lært rigtig meget af min tid med de danske skytter.

Også sportschef Linda Andersson er ærgerlig over, at hun ikke længere har Enrico Friedemann i sin trænerstab:

– Som Enrico også fortæller, har det været nogle rigtige fremgangsrige år, vi har haft med ham som landstræner. Vi har haft et rigtig godt samarbejde, og derfor er jeg naturligvis meget ked af hans beslutning om at stoppe hos os. Samtidig er jeg dog også rigtig stolt over, at vores landstræner får nye udfordringer internationalt, fortæller Linda Andersson, der nu skal ud og finde en ny til posten:

– Nu starter arbejdet med at finde en ny landstræner, så inden for nogle dage vil der komme et officielt jobopslag op, fortæller hun.

Syv år i spidsen for de danske riffelskytter har budt på mange gode oplevelser, og derfor er det ikke let for ham at vælge noget ud, da Enrico Friedemann bliver spurgt til, hvad der har været det største:

– Åh, der er så mange gode minder, at det er svært at fremhæve kun ét. I sport er gode minder altid forbundet med succes, og Stines sølvmedalje ved EM i år var helt sikkert det mest følelsesmæssige øjeblik. Torbens serie af World Cup-sejre har været de mest fantastiske øjeblikke, mens udviklingen af skytter som Rikke og Esben har være nogle af de mest fascinerende.

Han er dog ikke i tvivl om, hvad han kommer til at savne mest som dansk landstræner:

– Mest af alt vil jeg savne mine atleter. Vi er som en lille familie, så det er meget svært at sige farvel, slutter Enrico Friedemann.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »