Søg om camp for teenagepiger

on March 3 | in AKTUELT, ATK, Nyheder | by | with Comments Off on Søg om camp for teenagepiger

Nu får skytteforeninger og resten af DIF-idrætten endnu engang mulighed for at give teenagepiger en unik oplevelse med idræt. Ansøgningspuljen til DIF og Always #LikeAGirl Camp er åbnet igen. 3 skytteforeninger har tidligere fået tilskud og afholdt camps for unge skytter. Nu har din klub chancen for at motivere jeres piger mellem ca. 12 og 15 år til at være aktive i foreningsidrætten.

Efter mange måneder med restriktioner, fjernundervisning og nedlukkede fritidsaktiviteter trænger pigerne i idrætsforeningerne mere end nogensinde før til at være aktive i et socialt fællesskab. De trænger til grine sammen, udfolde sig sammen, blive udfordret og lære mere om sig selv og hinanden. DIF og Always giver nu igen mulighed for, at idrætsforeningerne kan sende klubbens piger mellem 12 og 15 år på en spændende sportslejr.

Fra 1. marts til 1. maj kan klubber og foreninger søge om støtte til en DIF og Always Sports Camp. Sportslejren kan afholdes, når det igen bliver muligt at mødes i foreningerne.

Formålet med DIF og Always #LikeAGirl camp er motivere endnu flere piger til at være aktive i foreningsidrætten. Så søg puljen og planlæg den sjoveste og sejeste pigecamp, hvor klubbens piger kan genopdage, hvor fedt det er at dyrke idræt sammen. Deltagerne kan både være jeres egne medlemmer, deres venner uden skydeerfaring samt skytter fra andre klubber og deres veninder. Fokus er på aldersgruppen fra 12 til 15 år, men der må gerne være deltagere, der er både ældre og yngre.

Derfor skal du ansøge
Flere piger i foreningen betyder flere glade og velfungerende piger, flere medlemmer, mere aktivitet og flere frivillige. Skydesporten kan få stor glæde af flere kvindelige medlemmer.

Foreningsidrætten er et sted hvor teenagepiger:

  • har lov at fejle uden at få dårlige karakterer
  • har et frikvarter fra krav og forpligtelser i skole og på hjemmefronten
  • oplever sammenhold og bygger venskaber for livet
  • har det sjovt, lærer noget og opbygger selvtillid

Der kan søges om op til 10.000 kr. som maksimum, hvis campen har en overnatning. For camps uden overnatning er maksimumbeløbet 6.000 kr.

Læs mere og ansøg på DIFs hjemmeside.

Succes for skytteforeninger
BPI holdt camp i efteråret 2020 med skydelege, yoga og 10 piger fra 4 forskellige klubber
– Jeg har lige skudt en 10,7’er, udbryder en pige, mens hun spæner afsted. På et bord står 10 tallerkener med tre fyrfadslys på hver. Hun puster et af lysene ud. Når pigerne skyder en 10,7’er eller mere, giver det dem lov til, at puste et lys ud. Læs mere her.

Nykøbing Sjælland Skytteforening afholdt camp i 2019
– Vi havde 20 deltagere, men der var flere, der gerne ville have været med. Pigerne fik lov til at prøve alle former for skydning lige fra bue til caliber .45. Herudover var der biatlon samt en tur i svømmehallen og ikke mindst det kammeratlige samvær. Halvdelen af deltagerne var ikke medlemmer, men de meldte sig alle ind efterfølgende. Vi vil selvfølgelig gerne afholde campen igen i år og satset på dobbelt antal deltagere.

Trehøje afholdt camp i 2018 med pimp min riffel, filmhygge, popcorn og besøg af en VM-sølvvinder.
– Der var både piger, der gik til skydning i andre skytteforeninger, der deltog i campen, der var et af vores egne medlemmer, og så var der piger, der aldrig havde skudt før. Læs mere her

 

Dansk Skytte Union opfordrer alle interesserede foreninger til at ansøge om støtte gennem DIF. Når I får svar, hører vi meget gerne fra jer for enten at hjælpe med at udbrede kendskabet til jeres camp, eller for at drøfte med jer, om campen kan afholdes på anden vis uden tilskud fra DIF.

DIF har samlet relevant information for trænere og ledere for piger i sport på denne temaside. Dansk Skytte Union anbefaler desuden træning efter Skydesportens Aldersrelaterede Træningskoncept.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »