Steffen Olsen er verdensmester på 60 liggende

on September 5 | in AKTUELT, Nyheder, RIFFELNYHEDER, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Steffen Olsen er verdensmester på 60 liggende

Danmark fik onsdag en ny verdensmester, da Steffen Olsen skød sig til tops i riffel 50 meter 60 skud liggende ved VM i Changwon.

Sejren kom efter en skydning på 628,2 – kun 0,4 point foran nr. 2, norske Stian Bogar. Bronzen gik til Thomas Mathis fra Østrig.

Allerede i tirsdagens elimination viste danskeren gode takter, da han sluttede bedst af alle – en præstation han altså gentog onsdag, da medaljerne skulle fordeles.

Det var alligevel en overrasket Steffen Olsen, det kunne hænge guldet om halsen:

– Det er meget overvældende, det havde jeg på ingen måde regnet med. Selv ikke da jeg sad og kiggede de andres sidste fem skud, for der er så mange gode skytter her, at det havde jeg ikke forventet på nogen måde, fortæller en meget glad Steffen Olsen.

Topresultatet kom på endnu en dag med vind på 50 meter-banen, og netop håndtering af vinden har været afgørende for sejren:

– Det var vindstille fra morgenstunden, og jeg synes, jeg afgav nogle gode skud, men det sad lidt ud over hele 10’eren – i hvert fald i de første ti. Derfra begyndte det så at fungere lidt bedre. Til gengæld blæste det op i den sidste halvdel af skydningen, og det er det, de andre har været påvirket af, idet jeg var den første færdig, beretter Steffen Olsen.

Og det var en klar taktik at skyde hurtigt:

– Nu så vi i går, hvor meget vind der kan være, og det var sidst på dagen, vi skød der. Så hvis man ved, at der er en chance for, at der kommer vind, så er det bestemt en taktik – især på en bane som denne.

Selvom Steffen Olsen stod alene på standpladsen i dag, så var det ikke kun ham selv, der havde del i æren:

– Jeg vil selvfølgelig gerne sige tak til min kæreste for forståelsen for, at jeg rejser så meget. Det betyder jo, at vi ses alt for lidt. Men også tak til alle der støtter mig derhjemme, min familie og mine sponsorer, det er jeg virkelig taknemmelig for. Uden dem så virkede det ikke, og så nåede jeg ikke hertil.

Steffen Olsens VM er ikke slut endnu, da han torsdag skal skyde elimination på 3×40 og senere ved VM også 300 meter. Verdensmesteren indrømmer dog, at guldmedaljen kan komme til at fylde i hovedet:

– I forhold til den næste konkurrence, så tager det nok lidt af fokus det her, så det gør det måske lidt sværere med helmatchen, men der er ikke andet for end at gøre sit bedste.

Se alle resultater fra herrernes 60 liggende her.

Det er Danmarks anden medalje ved mesterskaberne. Tirsdag vandt dameholdet med Stine Nielsen, Rikke Mæng og Stephanie Grundsøe sølv i holdkonkurrencen i samme disciplin.

VM i Changwon afholdes fra den 1. til 14. september. For de danske skytter er der de kommende dage flere riffel-, pistol- og skeetkonkurrencer på programmet.

 

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »