Stephanie Grundsøe vinder guld ved Ungdoms-OL

on October 8 | in AKTUELT, Nyheder, RIFFELNYHEDER, Riffelsektionen, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Stephanie Grundsøe vinder guld ved Ungdoms-OL

Efter en nervepirrende finale kunne Stephanie Grundsøe træde op på medaljeskamlens øverste trin, da hun som den første danske skytte nogensinde vandt en medalje ved et Ungdoms-OL.

Stephanie Grundsøe skød i indledende femtebedste resultat, 624,3 point, og det gav hende en plads i finalen i Buenos Aires.

Her lagde hun stærkt fra land, og danskeren var med i top tre hele vejen. Inden medaljerne skulle fordeles lagde hun sig helt i spidsen af konkurrencen, men efter to 9’ere dumpede hun ned på andenpladsen inden det sidste skud – 0,6 point efter Mehuli Ghosh fra Indien.

Heldigvis formåede Stephanie Grundsøe at holde hovedet koldt, og med en 10.4’er mod inderens 9.1’er var guldet hjemme til den danske juniorskytte, der kunne løfte armene og riflen over hovedet.

– Jeg er bare mega stolt over og glad for min præstation. Jeg havde egentlig affundet mig med, at jeg ville vinde sølv, så det er helt vildt, at det alligevel blev til en guldmedalje, fortæller Stephanie Grundsøe til DIF’s udsendte i Argentina.

– I den her konkurrence gælder det virkelig om at holde hovedet koldt, og det lykkedes jeg heldigvis med. Da vi skulle skyde det sidste skud, og jeg fik 10,4 point, var jeg egentlig glad for, at jeg havde vundet sølv. Men jeg kiggede alligevel ned på tavlen med et lille håb om, at hun ikke ville skyde et godt skud,” siger Stephanie Grundsøe om de sidste afgørende sekunder af finalen.

Se alle resultater fra dagens konkurrence her.

Dansk Skytte Unions talent- og eliteudvalgsformand, Anders Sode, var meget imponeret over Stephanie Grundsøes præstation:

– Stort tillykke til Stephanie og hendes træner med den superflotte sejr. Det er en stor bedrift, som hun har opnået i dag. Og forhåbentlig bliver det den første af mange store bedrifter, som den her unge skytte har foran sig.

– Stephanie har valgt at satse 100 procent på skydning, hun er f.eks. flyttet til Norge, og derfor er det også virkelig sejt at se, at alle de ting som hun har opgivet for at nå så langt, det har givet pote. Hun har bevist, at hun kan opnå alt, hvis hun sætter sig for det, lyder det fra Anders Sode.

Udover den fantastiske præstation på skydebanen i dag så vil Anders Sode også fremhæve det arbejde, der ligger forud:

– Jeg vil også sige tillykke til Riffelsektionen med for et par år siden at starte et projekt op, hvor målet var at få en medalje til Ungdoms-OL. Man gik 100 procent efter det, og det fedt at se, at det hårde arbejde nu giver pote.

Ungdoms-OL afholdes i Buenos Aires i Argentina fra d. 6. til 18. oktober. Det er en multisportsevent med 32 idrætsgrene og 36 discipliner på programmet og med deltagelse af 3.998 atleter fra hele verden. Danmark er repræsenteret med i alt 12 atleter i bl.a. skydning, cykling, atletik, roning og golf.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »