Stephanie Grundsøe vinder stor pris: Det er uvirkeligt

on January 4 | in AKTUELT, Nyheder, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Stephanie Grundsøe vinder stor pris: Det er uvirkeligt

Vanen tro blev store sportspræstationer hyldet, da DR lørdag den 2. januar sendte showet Sport 2020. Det var i år med stor hæder til dansk skydesport, da riffelskytte Stephanie Grundsøe vandt prisen ”Bestsellers Olympiske Håb”.

Prisen gives til en ung og lovende dansk atlet med en positiv attitude, olympiske drømme og et stort potentiale. I udvælgelsen vægtes også kriterier som sportsånd, personlighed, international succes og fremtid.

Stephanie Grundsøe var indstillet til prisen af Dansk Skytte Union. De øvrige nominerede var svømmer Alexander Aslak Nørgaard og Tobias Thorning Jørgensen fra paradressur.

Det unge skyttetalent var meget overvældet, da hun skulle sætte et par ord på hæderen:

– Det er fuldstændig uvirkeligt at vinde Bestsellers Olympiske Håb. Det er et kæmpe skulderklap og en stor anerkendelse for alt mit hårde arbejde. Derudover betyder det meget for mig at kunne repræsentere skydesporten og sætte den på landkortet på den her måde, fortæller er glad Stephanie Grundsøe.

BESTSELLER uddeler prisen som en del af det olympiske samarbejde med DIF og Team Danmark. Med prisen følger 100.000 kr. inklusiv et tøjsponsorat på 25.000 kr., som nu skal hjælpe Stephanies både sportslige udvikling og resultater frem mod kommende OL.

På grund af corona-situationen blev showet ikke sendt live, og priserne blev derfor heller ikke overrakt på scenen. I stedet overraskede DR Sporten Stephanie Grundsøe tilbage i december, da hun var en tur i biografen med familien.

Inden filmen tonede DR-vært Tina Müller frem på skærmen, og hun kunne fortæller, at vinderen af Bestsellers Olympiske Håb sad i salen. Til klapsalver fra familien og de øvrige publikummer i biografen modtog en rørt Grundsøe prisen:

– Det var en meget surrealistisk oplevelse at blive overrasket i biografen. Hvad jeg troede var en rolig aften med min familie endte med at blive en af det vildeste oplevelser i mit liv, og en jeg kan tænke tilbage på med et stort smil på læben.

Se øjeblikket da Stephanie fik overrakt prisen her.

Stephanie Grundsøe er netop vendt tilbage til USA efter ti måneder i Danmark. Her skal hun igen træne og studere på Texas Christian University, og så skal hun snart konkurrere igen, når college-sæsonen begynder i denne uge. Derudover byder det næste halve år på masser af hårdt arbejde frem mod Stephanie Grundsøes helt store mål, OL i Tokyo:

– Vi starter vores sæson i USA i denne uge, hvorefter vi skal rejse og skyde konkurrencer hver weekend frem til midten af marts. Dernæst starter World Cup sæsonen med to store konkurrencer på programmet, før jeg vender tilbage til træning i Danmark og giver den gas frem mod mit mål om deltagelse ved OL 2021, fortæller Stephanie Grundsøe om planerne for 2021.

Se hele Sport 2020 på DR her.

Danmark har på nuværende tidspunkt tre pladser ved OL i Tokyo – to i riffel (dame) og en i skeet (herre).

 

Foto: Lars Møller for DR

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »