Stine Nielsen sikrer Danmark OL-plads på 50 meter

on September 21 | in AKTUELT, Nyheder, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on Stine Nielsen sikrer Danmark OL-plads på 50 meter

Efter en svær sæson var Stine Nielsen endelig tilbage i det fine selskab, da hun lørdag kvalificerede sig til EM-finalen, hvor hun med en 6. plads sikrede Danmarks tredje OL-nationsplads.

Ved EM i Italien var der to OL-pladser på spil i 3×40, men da fem af de otte finalister allerede havde nationspladser til legene i Tokyo, skulle de to pladser fordeles mellem danske Stine Nielsen, Maria Martynova fra Hviderusland og serbiske Andrea Arsovic.

Det var en tæt finale, og Stine Nielsen lå gennem det meste af konkurrencen og kæmpede om ikke at ende på 8. pladsen og dermed misse OL-kvalifikationen. I den sidste tredjedel af finalen hentede hun dog ind på konkurrenterne, og i de afgørende skud viste danskeren klassen, og hun sluttede finalen som nr. 6 – to pladser foran Arsovic, og dermed var OL-pladsen hjemme.

Stine Nielsen var naturligvis også glad og lettet efter finalen:

– Jeg har det fantastisk og kan slet ikke være i min krop. De kvotepladser fylder bare så meget, og jeg var meget nervøs, så det er en stor lettelse at have vundet en plads nu. Jeg har haft et svært år så kunne ikke slutte af på en bedre måde, fortæller Stine Nielsen, der fik ind til finalen med en plan:

– Vi skulle hurtigt i gang efter kvalifikationen, og det stressede mig, men jeg snakkede med Bent, og han sagde, at jeg bare skulle slappe af. Vi aftalte nogle punkter og snakkede om, at det var vigtigt, at jeg holdt mig til planen.

Umiddelbart efter finalen troede danskeren faktisk ikke at OL-kvalifikationen var hjemme, da speakeren ved en fejl udråbte Serbien som vinder af pladsen, men træner Bent Helleskov kunne forsikre Stine Nielsen om, at den var god nok:

– Lige da jeg er færdig kan jeg se på Bent, at den er hjemme, men så siger speakeren noget andet, og jeg bliver først forvirret og også rigtig skuffet. Det er først, da Bent tager ved mig efter finalen, at jeg får at vide, at den er hjemme, så det var bare helt fantastisk, fortæller Stine Nielsen.

Danmark havde i forvejen to OL-nationspladser efter Anna Skade Nielsen og Jesper Hansen tidligere på årets sikrede dansk OL-deltagelse i henholdsvis riffel 10 meter og skeet. Da der er tale om nationspladser, er det endnu ikke afgjort, hvilke danske skytter der skal repræsentere Danmark i Tokyo.

 

Der var længe spænding om, hvorvidt Stine Nielsen overhovedet skulle gå i finalen, da kvalifikationen var utrolig tæt i toppen. Men danskeren sneg sig med i finalen med 1177 point, der ud over at give en placering som nr. 8 også var personlig rekord.

Dagens kvalifikation var endda ved at skaffe Danmark hele to finalepladser, men Rikke Mæng måtte desværre tage til takke med en placering som nr. 11, selvom hun kæmpede med i toppen gennem hele konkurrencen.

– Jeg er så glad og stolt over min præstation i dag. Desværre rakte det ikke til den finale, som var mit mål, men jeg er super glad og stolt over at Stine både skyder sig i finalen og sikrer Danmark en OL-kvoteplads, fortæller Rikke Mæng.

I holdkonkurrencen blev Stine Nielsen, Rikke Mæng og Stephanie Grundsøe nr. 5 – med kun tre point op til medaljeplaceringerne.

 

EM på 50 meter havde inden lørdagens finale ikke budt på de store danske resultater. Fredag var herrerne i aktion på 3×40, og her blev Steffen Olsen bedste dansker med en placering som nr. 32.

Tidligere på ugen var der heller ikke den store succes på 60 liggende, hvor hverken dame- eller herreholdet kunne blande sig i toppen.

Alle resultater fra EM kan findes her.

 

Danske resultater fra EM på 50 meter:

3×40, damer:
6. Stine Nielsen – 1177 (390, 397, 390) / 414,3
11. Rikke Mæng – 1175 (394, 393, 388)
51. Stephanie Grundsøe – 1157 (390, 392, 375)
Holdplacering: 5

3×40, herrer:
32. Steffen Olsen – 1167 (390, 399, 378)
42. Niels H. Overgaard – 1164 (384, 397, 383)
60. Esben Jakobsen – 1154 (385, 391, 378)
Holdplacering: 16

3×40, herrejunior:
12. Mikkel Damholt – 1160 (384, 396, 380)

60 liggende, damer:
17. Stine Nielsen – 621,0
23. Rikke mæng – 620,5
45. Stephanie Grundsøe – 617,0
Holdplacering: 9

60 liggende, herrer:
14. Steffen Olsen – 622,3
33. Carsten Brandt – 619,6
40. Kenneth Nielsen – 618,6
Holdplacering: 10

60 liggende, herrejunior:
24. Mikkel Damholt – 612,8

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »