Succes med åbent hus event

on September 9 | in ATK, FLUGTNYHEDER, Nyheder, PISTOLNYHEDER, RIFFELNYHEDER, Strategispor, UDDANNELSE & KURSER | by | with Comments Off on Succes med åbent hus event

Frederikshavn Skyttekreds åbner dørene for nye medlemmer. Få tips til din klubs næste medlemsfremstød.

– Vi holdt åbent hus, og det var en kæmpe succes, hvis vi selv skal sige det, fortæller Anton Christensen fra Frederikshavn Skyttekreds om klubbens netop afholdte arrangement for at skabe synlighed i lokalområdet og fortsætter:

– Mange medlemmer mødte op for at hjælpe de lidt over 40 besøgende, vi havde. Mange virkede rigtig interesserede i sporten, og allerede på dagen meldte fire sig ind med det samme, så det var super positivt. Alt i alt en rigtig god oplevelse og vi fik mere ud af det, end vi turde forvente.

Dagen blev afsluttet med grillaften, som 25 deltog i.

Sådan gjorde de

  • Sendte invitationen bredt ud bl.a. til Dansk Skytte Unions kontor og fik tips og vejledning
  • Kombinerede sporten med det sociale og tilbød både riffel- og pistolskydning samt grill
  • Satte en pris på 20 kr. pr skydning

Se flere billeder fra dagen på Frederikshavn Skyttekreds Facebook-side.

5 tips til åbent hus

  1. Vis klubben frem fra sin bedste side. Sørg for klubhuset fremstår imødekommende og er nemt at finde.
  2. Stå klar med velvillige instruktører. Sikkerhed og skydeteknik er selvfølgelig vigtigt, men for mange nye/potentielle medlemmer, der prøver skydning for første gang, handler det mest af alt om at få en god oplevelse. Udvælg instruktører, der er gode til den personlige kontakt og kan få smilet frem hos de besøgende, selvom det ikke bliver til en krydstier/ramt lerdue.
  3. Skab synlighed om jeres arrangement. Tag fat i lokalavisen, de vil sikkert gerne skrive noget i ugen op til eller deltage på dagen. Print invitationen og hæng op i lokalområdet og husstandsomdel til naboerne. Lav et Facebook-event og del i lokale grupper. Få alle medlemmer til at invitere mindst fem venner. Brug også gerne vores video.
  4. Få mailadresserne på alle besøgende og send dem en hilsen et par dage efter arrangementet med invitation til at komme igen og med links til billeder fra dagen på jeres klubs Facebook-side
  5. Sæt særlig fokus på nye medlemmer i tiden derefter f.eks. gennem et introforløb for nye, hvor de over 3-5 aftener prøver en/flere discipliner og foruden sikkerheden introduceres til træning af skydeteknik.

Den gode træning gør hverdagen sjovere

Det er sjovt at skyde, men det skal også være sjovt at gå til skydning. For at få nye medlemmer og fastholde de nuværende er det vigtigt at sikre en god hverdag i foreningen, så det giver værdi at komme igen. Ellers bliver det svært at høste frugten af et godt åben hus-arrangement.

Dansk Skytte Union anbefaler alle klubber at have et struktureret træningstilbud, f.eks. med holdtræning efter ATK-bogen. Fælles træning med uddannet træner giver en kvalitet, skydetekniske evner og socialt samvær som selvtræning med serieskydning har svært ved at levere. Hjælpetræneruddannelsen (riffel/pistol) og flugtinstruktør (flugt) guider til den gode modtagelse af nye skytter, og træneruddannelsen giver jeres trænere værktøjer til klubtræning.

Deltagelse i lokale stævner og DM’er er en anden god mulighed for at prøve sig selv af og få en oplevelse med ligesindede. Der findes mange lokale stævner, hvor selv relativt nye skytter kan deltage.

Kontakt udviklingskonsulenten for råd og vejledning om din klubs vej til flere medlemmer og endnu mere kvalitet i træningen.

 

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »