TALENTUDVIKLINGSMILJØER

on September 29 by

Dansk Skytte Union har et mål om at styrke talentudviklingsmiljøer inden for riffel-, pistol- og flugt, hvor skytter i OL-disciplinerne inden for hver sektion skal udvikles til verdensklasseskytter. Unionen har derfor oprettet en række talentcentre og udviklingscentre, der drives af en eller flere klubber i en region. Her kan skytter fra elitesatsningen, juniorlandshold, bruttogrupper samt regionale talenter træne sammen. Træningen på et talent- eller udviklingscenter kan være det første skridt på vejen til at blive verdensklasseatlet.

Læs mere om Dansk Skytte Unions talentcentre og udviklingscentre herunder.

 

Talentcentre og udviklingscentre

I Dansk Skytte Union skelner vi mellem “Team Danmark “talentcenter” og “udviklingscenter”. De to defineres således:

Team Danmark talentcenter: Talentcentre der lever op til de krav og forventninger, der er blevet fremsat af Dansk Skytte Union og Team Danmark. Der er høje forventninger til trænere og miljøet. Team Danmark Talentcentre bruger og har brugt mange ressourcer på at kunne leve op til forventninger og udvikler de bedste talentfulde skytter i Danmark.

Udviklingscenter: Nye talentcentre der lever op til de forventninger, der er blevet fremsat af Dansk Skytte Union. Her er der mulighed for, at miljøet, trænere og skytter kan udvikle sig til et højt niveau. Her skabes en bred masse af talenter, der kan rykke til det højeste niveau.

Dansk Skytte Union har i øjeblikke fire Team Danmark talentcentre og tre udviklingscentre, men flere kommer løbende til.

De fire Team Danmark talentcentre er:
– Talentcenter Syd – riffel
Talentcenter Vest – riffel
Talentcenter Øst – riffel
Talentcenter Århus – riffel

De tre udviklingscentre er:
Udviklingscenter Nykøbing Sj. – pistol
Udviklingscenter Vest – pistol
Udviklingscenter Øst – pistol

 

Træn i et motiverende miljø under højt kvalificerede trænere
Træningen på et talent- eller udviklingscenter tilpasses skyttens fysiske, tekniske, mentale og taktiske udvikling – alt sammen for at skytten kan dygtiggøre sig. Talentudviklingsmiljøerne sikrer høj kvalitet i træningen med hjælp fra gode trænere og sparring med andre skytter.

Talent- og udviklingscentrene har fokus på:
– Udvikling af skytten trin for trin ifølge ATK-konceptet.
– Disciplinspecifik teknisk træning.
– Styrke- og konditionstræning.
– Mentaltræning.
– Basal sportsernæring.
– Langsigtet personlig træningsplanlægning sammen med træneren.

I talentudvilingsmiljøerne er der adgang til træning med uddannede trænere mindst to gange om ugen. Derudover er der adgang til skydetræning mindst én dag om ugen, hvor skytter kan mødes og træne sammen. Der er også organiseret fysisk træning mindst én gang om ugen. Talent- og udviklingscentre skal ses som et supplement til den daglige klubtræning og erstatter derfor ikke træningen i egen klub.

 

Målgruppe
Dansk Skytte Unions talentcentre og udviklingscentre er for skytter, der er motiverede for at dygtiggøre og udvikle sig, og som ønsker at konkurrere på nationalt og internationalt plan. For unge skytter er 13-15-års alderen et godt tidspunkt at starte i et talentudviklingsmiljø, men det er ikke et krav.

Talentudviklingsmiljøernes målgruppe er skytter der:
– Er medlem af en klub under Dansk Skytte Union, som skyder ISSF-discipliner.*
– Vil udvikles og stræber efter at blive en dygtig skytte på nationalt plan og måske verdensplan.
– Deltager i Dansk Skytte Unions aktiviteter såsom stævner, turneringer og idrætslejre, og som er registreret på Dansk Skytte Unions ranglister.
– Træner skydning mere end to gange om ugen.
– Træner fysisk (styrke og kondition) minimum to gange om ugen.
– Har opbakning og forståelse fra familie, venner, uddannelse, job samt klub og træner.

 

Optagelse
For at søge om optagelse på et talent- eller udviklingscenter skal du tage direkte kontakt til centret. Herefter vil du typisk blive udvalgt til en samtale og komme til en opstartstest.

 

*På nuværende tidspunkt har Dansk Skytte Union kun talentcentertilbud for riffel- og pistolskytter, men målsætningen er snarest også at have minimum to talentcentre for skeet og trap.

Comments are closed.