Foreningsdanmark og skydesporten er midlertidig lukket af corona-virus. Bliv inspireret af denne guide til fortsat at dyrke din passion for skydning gennem hjemmetræning.
Mange skytter har i disse dage et hul i kalenderen på de dage, hvor de skulle have været til indendørssæsonens sidste træninger frem mod DM på 10 og 15m eller for flugtskytternes vedkommende været under åben himmel i kampen mod lerduerne. Samtidig giver skolelukning og offentligt ansattes hjemsendelse fra arbejde for nogen brug for adspredelse hjemme. Dansk Skytte Union guider til, hvordan du kan fortsætte glæden ved skydesporten uden at løsne et eneste skud og uden at forlade dit hjem.
Hjemmetræning for skytten
- Tørtræning hjemme: For riffel/pistol kan det være alt fra træning af aftræk, vejrtrækning og indtagelse af skydestilling. For flugtskydning kan trænes korrekt montering af geværet, f.eks. foran et spejl eller ved at filme sig selv. Udfordring: Kan du i træk lave 10 perfekte monteringer/aftræk/pistolløft? Hvad med 20? Kan du ubesværet sidde i den knælende riffelstilling under hele TV Avisen?
- Er du riffel-/pistolskytte og detaljens mand så (gen)læs denne artikel om tørtræning fra Skyttebladet #6 2017
- Læs om riffel/pistol/flugt teknik på ISSFs hjemmeside skrevet af nogle af sportens mest anerkendte internationale undervisere.
- Få styr på reglementer: Kan du alle afkroge af reglerne i din disciplin? Find reglementerne her.
- Se en finale fra OL eller andet større internationalt stævne i din disciplin. ISSFs Youtube-kanal er ét sted at starte.
- Våbenvedligeholdelse: Se mere i manualen for dit våben eller på fabrikantens hjemmeside.
Det er selvfølgelig meget vigtigt, at al omgang med våben er sikkerhedsmæssig forsvarlig og ikke kan opfattes forkert af uvedkommende. Rul gardinet ned inden våbenskabet åbnes.
Hjemmetræning for træneren
- Tag e-læring og bliv en endnu bedre træner. Læs mere om DIFs generelle e-læring for trænere (scroll ned på siden). Det er gratis, fleksibelt, klares hjemme foran skærmen og vil give dig et nyt perspektiv på trænergerningen.
- For riffel/pistol: DGI Trænerguiden: Gør dig fortrolig med dette glimrende værktøj til træningsplanlægning. Du kan både finde enkeltstående øvelser og sammensætte dem til et helt træningspas og dermed allerede nu begynde planlægningen af udendørssæsonens træninger. Portalen drives af DGI, men i kraft af organisationernes gode uddannelsessamarbejde har øvelser og logikker fra Dansk Skytte Unions ATK-bog også fundet vej til DGI Trænerguiden.
- DIF materiale: Træner du børn og unge har DIF samlet både videoer, anbefalinger og pjecer her. Generelt stof om trænergerningen findes hos DIF her, hvor der gratis kan downloades undervisningskompendier om bl.a. træningsplanlægning og tekniktræning.
En del af skyttens træning kan med fordel også udføres af trænere.
For ildsjælen
Giv en hånd i klubben, måske er det nu, I har tiden til at:
- Opdatere klubbens hjemmeside med nyere billeder og tjekke at al tekst stadig er korrekt.
- Søge Foreningspuljen eller #LikeAGirl camps for økonomisk tilskud til udviklingen af jeres klub.
- Lave en velkomstfolder til nye medlemmer
- Rydde op i foreningsadministrationen
- Skydelederuddannelsen med både onlinekurser og onlineprøve er ideelt i en situation, hvor du alligevel skal befinde dig hjemme foran skærmen.
Kontakt din bestyrelse og spørg, hvad du kan hjælpe med!
Fysisk træning
Fysisk træning er en del af sport også skydesporten. Mange træningsøvelser kan heldigvis laves uden særlige redskaber eller uden at være i lokale med andre mennesker.
- Er du pistolskytte kan du nemt med en liter mælk træne både løftet, indgangen på præcisionsskiven oppefra og vejrtrækning.
- I en kampagne for fysisk træning i 2017 blev en række øvelser fra ATK-bogen lagt frit tilgængeligt, find dem her.
- DIFs forslag til fysiske aktiviteter: Løb en tur, gå en lang tur i skoven, cykel ud i naturen. Læs mere i nyheden på DIFs hjemmeside og benyt den gratis app ’træn selv’ i Appstore og Google Play.
- Team Danmark guider i et opslag på Facebook til øvelser, der nemt kan laves hjemme.
Listerne herover er ikke udtømt, og du er velkommen til at kommentere vores opslag på Facebook og videregive dine bedste træningstips.
Skydesportens bog om det aldersrelaterede træningskoncept (ATK-bogen) er fuld af viden, anbefalinger og øvelser og kan bruges af alle skytter især i riffel/pistol (baneskydning, præcision) og skeet. Læs mere om bogen og køb den for kun 229 kr.
En træningskultur med træning uden ammunition og udenfor standpladsen kan fortsætte hele året og kan meget vel bidrage til bedre resultater, når det igen går løs i klubben.
related posts
» AKTUELT, Nyheder, UDDANNELSE & KURSER » Tips til hjemmetræning
ATK, fysisk træning, Løbetræning, Skydesportens Aldersrelaterede TræningsKoncept, Styrketræning, Tørtræning, Træning, Træningskultur
« Skeetrangliste for 2019 opgjort E-læring for bestyrelsen om sikkerhed »