To danske riffelhold i aktion på mixed team

on February 28 | in AKTUELT, Nyheder, RIFFELNYHEDER, TALENT & ELITE | by | with Comments Off on To danske riffelhold i aktion på mixed team

Ved EM i Wroclaw var de første seniorer i kamp fredag formiddag. Her blev mixed team afviklet på riffel, og Danmark stillede med to hold. Desværre gik ingen danske hold videre fra første del af kvalifikationen.

Mixed team skydes nemlig af flere runder, og i første runde skyder hvert hold 2×30 skud på 30 minutter. På første skydehold var Anna Skade Nielsen og Steffen Olsen. De kunne gå fra banen med et resultat på 623,6 point.

Anna Skade Nielsen var glad for endelig at komme i konkurrence ved EM:

– Det var mega fedt at komme i gang, det har jeg glædet mig til længe. Det er fint at starte med mix for lige at finde ud af banen, og hvordan man selv er på banen.

Hun kunne dog godt mærke det i kroppen, at EM for alvor var i gang:

– Det er fede forhold hernede, men jeg kan godt mærke, at jeg er meget nervøs i dag. Nervøsiteten var lidt svær, og spændingen i arme og ben havde jeg svært ved at kontrollere. Sådan var det nok, fordi jeg har kun skudt mix to gange før, til European Games og til Denmark Open Air, så jeg følte mig ikke helt tryg i det endnu. Jeg blev lidt stresset over de 30 skud på 30 minutter, men hvis jeg bare kigger på det, så er det jo fint med tid, og jeg kan sagtens nå det, fortæller Anna Skade Nielsen om dagens konkurrence.

På andet skydehold var Rikke Mæng og Esben Jakobsen, og de skød 621,6 point. Rikke Mæng kom flyvende fra start med 105,5 og 105,7 i de første to runder, og det gav en rigtig god fornemmelse:

– Jeg synes, at mixen er en rigtig god måde at komme i gang på. Man får ligesom prøvet banen af også i konkurrence-mode, så det ikke bare er træning. Første serie kan altid godt være sådan lidt åh åh, men jeg fik en rigtig fin start i min skydning. Jeg bliver så en smule passiv i den sidste serie, men resultatmæssigt er jeg rigtig godt tilfreds med det i dag. Jeg synes altid, det er fedt at skyde mix, hvor man har en makker. Esben og jeg havde snakket om, at vi virkelig bare skulle ind og have det sjovt og gøre hvad vi kunne, fortæller Rikke Mæng.

Selvom der ikke var avancement til danskerne i dagens mixed team, så var der masser at tage med fra konkurrencen:

– Nu ved jeg lidt, hvad det er, jeg skal ind og gøre i morgen. Jeg skal ind og gøre det, jeg har trænet på derhjemme, men nogle gange er det også med at få bekræftet nogle ting, og så finder man ud af, hvad der virker, og så er det selvfølgelig, det man skal ind og gøre mere af, slutter Rikke Mæng.

De danske resultater i riffel mixed team:
29. Denmark 2: 623,6 – Anna Skade Nielsen/Steffen Olsen (312,5/311,1)
37. Denmark 1: 621,6 – Rikke Mæng/Esben Jakobsen (314,6/307,0)

Alle resultater fra EM på 10 meter kan findes her.

De individuelle riffelkonkurrencer skydes lørdag. Damernes kvalifikation skydes kl. 12.30, mens herrerne går på banen kl. 14.45.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »