Trænerstaben styrkes med stor donation fra KIRKBI Fonden

on December 13 | in AKTUELT, DIF, Nyheder, Strategispor, TALENT & ELITE, Team Danmark | by | with Comments Off on Trænerstaben styrkes med stor donation fra KIRKBI Fonden

DIF og Team Danmark har tildelt Dansk Skytte Union 1.024.000 kr. fra KIRKBI Fonden. Donationen kommer i kølvandet på unionens satsning på uddannelse de senere år, og midlerne skal gå til midlertidig ansættelse af disciplintrænere frem mod OL 2020 samt opkvalificering af talenttrænere.

Den ene del af donationen er målrettet eliteprojektet og skal anvendes til ansættelse af disciplintrænere i riffel og skeet. Sportschef Linda Andersson er begejstret for udsigten til at kunne give eliteskytterne de mest optimale forberedelser frem mod OL i Tokyo:

– Vi har de seneste par år set, hvilken betydning det har, at atleterne har en træner på sidelinjen – både til træning og ved konkurrencer. Det er de små detaljer, der gør forskellen, og med en intensiveret trænerindsats følger resultaterne også med, forklarer Linda Andersson og fortsætter:

– Jeg er sikker på, at KIRKBI-midlerne kan gøre, at vi kan bygge endnu mere på ift. til den kommende sæson, hvor vi har mange spændende og ikke mindst vigtige konkurrencer i vente.

Derudover går en del af støtten til unionens strategispor vedrørende talentudvikling. Her er der et behov for at opkvalificere og sikre kontinuitet for gruppen af talenttrænerne.

Talentudviklingskoordinator, Jakob Buch Østergaard, har store forventninger til forløbet, der allerede er igangsat, og som han ser et stort potentiale i:

– Talentcentrene er et vigtigt led i ”fødekæden” fra klubskytte til eliteatlet, og talentcentrene har brug for fortsat at kunne tilknytte dygtige trænere.

– Med de midler vi har fået tildelt, kan vi sikre, at talentcentrene har kvalificerede trænere, så også næste generation af talent- og eliteskytter kan levere på højeste internationale niveau, fortæller Jakob Buch Østergaard.

Med midlerne vil der blive afviklet ti tekniske kurser for talenttrænere, ligesom to trænere får mulighed for at uddanne sig yderligere og vil blive aflønnet i perioden 2019-2020. Også her er satsningsområdet riffel og skeet, og det er ikke en tilfældighed.

– Det er næppe realistisk, at Danmark kan konkurrence med de øvrige nationer på hele paletten af OL-discipliner, og på riffel og skeet har vi et elitekoncept, der virker. Det har vi vist gang på gang med store internationale resultater. Vi ved, hvad der skal til for at blive bedst i verden, forklarer Linda Andersson

– Men hvis vi fortsat skal være en del af verdenseliten, så er vi nødt til at øge antallet af uddannede trænere, så vi også i fremtiden har talentudvikling i verdensklasse. Lykkes vi med det, så vil der på sigt også være mulighed for, at andre discipliner som pistol og trap får støtte.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »