World Cup: Bronze til Stine Nielsen i Gabala

on June 13 | in Aktuelt, Elite, Nyheder, Riffelnyheder | by | with Comments Off on World Cup: Bronze til Stine Nielsen i Gabala

De danske riffelskytter fortsætter med at levere toppræstationer, og efter dagens skydning på riffel 50m 3×20 skud kan Stine Nielsen rejse hjem med en bronzemedalje i bagagen.

Flere af verdens bedste skytter stillede til start i dagens konkurrence, hvor feltet blandt andet bestod af den kinesiske OL-sølvvinder fra Rio Zhang Binbin. Stine Nielsen var godt kørende gennem hele kvalifikationen, og hun buldrede i finalen som den tredjebedste med 588 point, der ovenikøbet var ny dansk rekord.

I finalen fik Stine Nielsen dog en svær start, og hun lå længe placeret som nummer syv. På de sidste femten skud leverede hun dog et fantastisk comeback og fik kæmpet sig op på en andenplads. Inden sidste og afgørende skud var hun kun 0,4 point foran Østrigske Nadine Ungerank på tredjepladsen, og da østrigeren skød 10,1 mod Stine Nielsens 9,5 i sidste skud, måtte danskeren tage til takke med bronzen.

Det var dog en storsmilende Stine Nielsen, der efterfølgende modtog sin første World Cup-medalje i to år:
– Sådan for pokker hvor er jeg glad. Det er så dejligt at se, at den hårde træning giver bonus, man skal bare blive ved med at tro på det. Jeg vil gerne sigt tak for støtten til min træner Enrico og de andre danske skytter, der sad og heppede på mig. Men denne medalje går til min nu afdøde træner, Axel Larsen, der havde fødselsdag i går, sagde Stine Nielsen efter finalen.

De danske skytter rejser dermed hjem fra World Cuppen i Gabala med to medaljer i bagagen, da Torben Grimmel søndag vandt guld i den liggende disciplin. Læs mere om Torben Grimmels sejr her.

Vinderen af finalen blev den kun 19-årige kineser Shi Mengyao. Også Rikke Mæng var med i dagens konkurrence, hvor hun sluttede på en samlet 23. plads. Efter damernes finale var også Esben Jakobsen i aktion på 3×40. Her fik han en 43. plads med 1159 point. Find alle resultater fra World Cuppen i Gabala her.

Næste store konkurrence for de danske skytter er EM i Baku i slutningen af juli.

Pin It

related posts

Comments are closed.

« »