Bestyrelsen for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) behandlede på seneste bestyrelsesmøde udkast til en økonomisk strategi, der skal skabe grobund for, at skydesportens nye organisering kan leve op til foreningernes fremtidige forventninger.
I kølvandet på repræsentantskabsmødets beslutning om en ny organisering af skydesporten, har bestyrelsen behandlet en økonomisk strategi med titlen ”Mere sammen”.
Formålet med den økonomiske strategi er, at Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) som hovedorganisation for skydesporten i Danmark skal kunne varetage opgaverne som medlems- og interesseorganisation, der lever op til foreningernes forventninger om indsatser og kvalitet. Både nu og i fremtiden. Samt at ruste vores organisation, så der varigt er råd til at videreudvikle vores kerneområder i en omverden, der er under konstant forandring.
– Mere sammen er vores ny økonomiske strategi, som skal sikre skydesporten større handlefrihed til at forfølge de dagsordener, der er vigtige for skydesporten, udtaler formand for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) John Hansen, og fortsætter:
– Vores 363 medlemsforeninger har høje forventninger og ønsker til, hvad vi skal kunne som national organisation for skydesporten. Ønsker og forventninger som ikke kan indfris inden for den nuværende økonomiske ramme. Det er alt lige fra våbenregistrering, lovgivning på våben- og miljøområdet, rekruttering af nye medlemmer, foreningsudvikling, digitalisering og til samarbejde med kommunale myndigheder om blandt andet støj, skydebaner og talentudvikling. De opgaver skal vores økonomiske strategi være med til at skabe et bedre grundlag for i fremtiden, så vi kan mere sammen, lyder det afslutningsvis fra John Hansen.
Ambitionerne med ”Mere sammen” er at styrke det økonomiske grundlag under vores kerneområder, skabe grundlag for en øget ekstern finansiering af skydesporten og være en attraktiv og konstruktiv samarbejdspartner, der kan bidrage med egenfinansiering når vi indgår lokale og nationale alliancer. Samtidig er det ambitionen at stå vagt om skydesportens økonomiske interesser, så vi er mindre sårbare og har større handlefrihed til at forfølge vores egen dagsorden. Disse ambitioner er omsat til fem konkrete målsætninger og fem overordnede indsatser. ”Mere sammen” kan i sin fulde længde ses her.
Om ”Mere sammen” fortæller generalsekretær i Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) Lars Green Bach:
– En strategi kan se ud på rigtig mange måder. I Mere sammen har vi prioriteret at gøre det så enkelt og overskueligt som mulig, ved at kernen i strategien kan sammenfattes på én side. Vi har bevidst fravalgt et langt teksttungt dokument, vel vidende at det betyder, at nogle nuancer kan gå tabt. Men det enkle og overskuelige giver efter vores vurdering, et langt bedre redskab for os alle at navigere ud fra, og så må vi via en gensidig dialog drøfte de nuancer, der kan være.
Udkast til strategien har forud for bestyrelsens behandling være præsenteret for Aktivitetskomiteerne og Advisory Board for en ny organisering af skydesporten i Danmark i forbindelse med et fællesmøde i Kolding den 18. juni 2022.
De bemærkninger og kommentarer der har været hertil, er blevet inddraget i den endelige version, som kommer til at være en del af foreningernes drøftelse af den fremtidige kontingentmodel på et ekstraordinært årsmøde 8. oktober 2022.
Repræsentantskabet i Dansk Skytte Union vedtog på årets repræsentantskabsmøde 20. marts en ny organisering af skydesporten under titlen “Skydesport Danmark”.
Ambitionen er at skabe en stærkere og mere tidssvarende medlems- og interesseorganisation for skydesporten i Danmark – en af verdens ældste og meste udbredte sportsgrene.
Med udgangspunkt i vores 363 medlemsforeninger vil vi arbejde for at gøre Danmark til et af verdens bedste lande for skydesporten. I alle skydediscipliner fra barn til pensionist og på alle niveauer lige fra motionister til olympiske topatleter. Til gavn for mennesker, skydesportens fælleskaber og Danmark.
Den nye organisering skal drive og udvikle skydesportens kerneområder, der spænder bredt lige fra sportslige aktiviteter til foreningsudvikling, frivillighed, administrative redskaber, forhold om miljø- og våbenlovgivning, sikkerhed, talentudvikling, olympisk topsport og politisk interessevaretagelse.
Der kan læses mere om den nye organisering her
For yderligere information henvises til generalsekretær Lars Green Bach på mobil: 29 35 25 03.