Skeet - EM i Osijek

08-09-2023

Fra den 9. – 12. september afholdes Europamesterskabet i skeet for herrer i Osijek, Kroatien. Her deltager to af Dansk Skytte Union (Skydesport Danmarks) eliteskytter, Jesper Hansen og Emil Petersen.

Dansk skydesport er i udvikling og de to deltagende skytter placerede sig begge i top-10 ved VM i august. Medaljehåb følger de danske skytter.

Når EM i skeet for herrer skydes i gang på lørdag d. 9. september i Osijek i Kroatien, er der både mesterlig dansk rutine og et dansk stortalent at finde på deltagerlisten. Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) sender Jesper Hansen, sølvmedaljevinder i skeet herrer til OL i 2021, nummer fire på verdensranglisten og nuværende et’er på den europæiske rangliste, og Emil Petersen, nummer 14 på verdensranglisten og pt. nummer 11 på den europæiske rangliste, afsted.

Begge skytter har netop deltaget i VM i august, hvor de nåede i top ti. Jesper Hansen kom hele vejen til finalen og en femteplads, mens Emil Petersen skød sig til en flot niendeplads. Det er et rigtig godt afsæt til EM i Osijek, fortæller Sportschef for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), Linda Andersson:

Vi har en målsætning om finalepladser og medaljer, og tror på vores chancer hos begge skytter. Både Jesper Hansen og Emil Petersen har top ti-placering med sig fra VM i Baku i august. De kommer til EM med et stærkt mindset og blod på tanden til at vinde metal med hjem.

Til dagligt skyder Jesper Hansen fra Svebølle i Københavns Flugtskytte Klub, og Emil Petersen fra Vester Hjermitslev i Jetsmark Skytteforening.


Vores sociale medier

Vores partnere