”Det er en kæmpe drøm at skulle til OL. Jeg er så klar til at give den gas,“ udtaler Stephanie Grundsøe til DIF, der netop har offentliggjort nyheden om OL-plads til Danmarks tredje skytte ved OL i Paris.
Stephanie Grundsøe er udtaget til OL af Danmarks Olympiske Komité. Hun Danmarks anden kvindelige riffelskytte ved OL, idet Rikke Mæng Ibsen allerede er udtaget. Skeetskytte Jesper Hansen var den første danske atlet som blev udtaget til OL i Paris.
Stephanie Grundsøe, der til daglig bor og går på college i Texas i USA er OL-debutant. I 2018 skød Stephanie Grundsøe sig til guld ved ungdoms-OL i Buenos Aires, og i 2021 vandt hun den Bestsellers Olympiske Håb-prisen.
DIF’s OL-chef, Søren Simonsen, siger udtagelsen:
”Stephanies kvaliteter så vi allerede, da hun som bare 18-årig leverede flere flotte resultater – blandt andet ved ungdoms-OL i 2018. Det er fantastisk, at hun nu som senior tager skridtet videre til ’det store OL’. Jeg er sikker på, det bliver det første af flere. Jeg glæder mig til at følge Stephanie i konkurrence sammen med de øvrige danske skytter.”
Hos Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) er glæden stor og både generalsekretær Lars Green Bach og sportschef Linda Andersson opfordrer danske skydesportsentuaiaster til at benytte muligheden for at se de to riffelskytter herhjemme i næste weekend, hvor DM-ugen afvikles i Herning.
Både Stephanie Grundsøe og Rikke Mæng Ibsen kan opleves live ved DM.
Fakta om Stephanie Grundsøe
Født: 27. januar 2000
Sportsgren: Skydning
Disciplin: 50 meter riffel 3 positioner (3x20 skud)
Klubber: Ballerup Skytteforening/Gundsølille Skytteforening
Udvalgte resultater: Guld ved ungdoms-OL 2018, VM-sølv Mixed Team 2022, National Champions (NCAA) 2024