Sekretariatets Blå Bog: Christina og Naia

28-11-2024

I den kommende tid vil vi præsentere jer for medarbejderne i sekretariatet hos Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark).

I den blå bog kan I læse om, hvad den enkelte medarbejder har af arbejdsopgaver og hvad de især godt kan lide ved at arbejde for skydesporten.

I denne uge skal I tage godt imod vores to medarbejdere Christina og Naia! 

(Venstre: Christina, Højre: Naia)

Christina, sekretær

Kort beskrivelse af Christinas arbejdsopgaver:

Christina er den medarbejder som har været ansat hos Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) i længst tid (16 år), hvilket gør at hun er den vi alle går til med diverse spørgsmål, Christinas faste opgaver lander i områderne: SKV, internt regnskab, medlemsregistrering, lønadministration, forsikringer.

Hvad bruger du din fritid på?

Når jeg ikke agerer blæksprutte hos Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), kan du finde mig bag boksepuden eller på yogamåtten, eller sammen med familie og venner.

Hvad synes du det bedste er, ved at arbejde for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark)?

Der sker noget forskelligt hver dag, der er variation i mine opgaver og jeg får lov til at tale med mange forskellige dele af skydesporten. Derudover har vi et hyggeligt arbejdsmiljø på kontoret, hvor især kage er meget velkomment.

Har du en fun fact eller en anekdote omkring skydesport?

Jeg har prøvet de fleste våben og discipliner igennem min tid hos Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), jeg vil dog beskrive mig selv som virkelig dårlig til at skyde. Men jeg synes dog at det sjoveste, men også det sværeste våben jeg har skudt med, er haglgevær.

 

Naia, sekretariatsmedarbejder

Kort beskrivelse af Naias arbejdsopgaver

Naia er deltidsansat på 18 timer og hendes primære ansvar er at varetage medlemsservice og -administration. Primært når det gælder sagsbehandlingsopgaver inden for våbenregistrering (SKV) i samspillet mellem forening og politi, besvarelse af mails og telefoner, samt andet administrativt.

Hvad bruger du din fritid på?

Noget med et telt som spejderleder, på en hjemmebygget båd der stadig mangler det sidste ”touch” for at være færdigbygget, og på en gård fra 1726, der bestemt også trænger til opmærksomhed, for stadig at stå.

Hvad synes du det bedste er, ved at arbejde for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark)?

Jeg synes det er fedt at servicere vors medlemmer og få tingene til at glide på SKV-området. Det er en fornøjelse at hjælpe skytterne med at få deres tilladelser.

Har du en fun fact eller en anekdote omkring skydesport?

Vidste du at de amerikanske spejdere (BSA – Boy´s Scout of America) har duelighedstegn der indbefatter skydning, og at Winchester har produceret en kal. 22 Eagle Scout riffel med indgraverede spejdermotiver?


Vores sociale medier

Vores partnere