ISSF vedtager vigtige ændringer for fremtidens skydesport

02-12-2024

På generalforsamlingen i ISSF (International Shooting Sport Federation) blev der i weekenden truffet flere beslutninger, der markerer en vigtig milepæl for skydesportens udvikling. De vedtagne ændringer fokuserer på at styrke governance, bæredygtighed og inklusion i sporten og understreger ISSF’s ambition om at sikre en moderne og ansvarlig organisation.

Balndt de vigtigste vedtagelser var der blandt andet:

E-sports, E-games and Technological Innovations Committee:
En ny komité skal fokusere på e-sport, e-games og teknologisk innovation. Formålet er at sikre, at skydesporten følger med den teknologiske udvikling og udnytter mulighederne for at tiltrække nye målgrupper og forblive relevant i en digital tidsalder.

Sustainability Committee:
Rollen og ansvaret for ISSF’s Sustainability Committee er blevet præciseret i de opdaterede vedtægter. Fokus er på, hvordan sporten kan bidrage til bæredygtighed og støtte globale mål for ansvarlig udvikling.

Integrity, Ethics and Safeguarding Unit:
Der er etableret en uafhængig enhed, som skal håndtere spørgsmål om integritet, etik og tryghed i sporten. Denne enhed vil sikre, at ISSF lever op til internationale standarder for god governance og sætter transparens og ansvarlighed i centrum.

Kønsneutrale betegnelser:
ISSF har opdateret sine vedtægter for at inkludere kønsneutralt sprog, hvilket fremmer inklusion og understreger, at skydesporten er for alle.

Stærkere adskillelse mellem politisk og administrativ ledelse:
En klarere opdeling mellem ISSF’s politiske og administrative funktioner er blevet implementeret for at styrke organisationens governance og sikre en mere professionel og effektiv ledelse.

Bred opbakning fra deltagerlandene
Med over 80% opbakning fra de deltagende nationer blev ændringerne vedtaget med stor tilslutning, hvilket afspejler en stærk global enighed om at arbejde for en mere moderne og ansvarlig skydesport.

Fremtidens skydesport
Disse tiltag er små skridt, men de er nødvendige for at sikre en langsigtet og bæredygtig udvikling. ISSF’s fokus på e-sport, bæredygtighed, etik og inklusion er afgørende for, at sporten fortsat kan tiltrække udøvere og engagere sig med samfundet på en positiv måde.

I Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) arbejder vi allerede aktivt med flere af disse områder, herunder bæredygtighed, etik og udviklingen af nye aktiviteter og konkurrenceformater med laservåben. Vi ser frem til at bidrage til implementeringen af ISSF’s beslutninger og styrke samspillet med ISSF og den globale skydesport, så vi sammen kan vi sikre, at sporten forbliver relevant og engagerende for fremtidige generationer – både i Danmark og på verdensplan.


Vores sociale medier

Vores partnere