Glædelig jul og godt nytår fra Bestyrelsen og Sekretariatet

18-12-2024

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR

Snart sænker julefreden sig, og et begivenhedsrigt år går på hæld.

Vi vil gerne sige tak til alle jer i skytteforeningerne, der hver dag holder gang i fællesskaberne og åbner dørene for nye medlemmer. Og tak til vores mange gode samarbejdspartnere og støtter, som gør det muligt at skabe resultater for skydesporten i hele Danmark.

2024 har været et år, hvor fællesskabet er vokset. Medlemstallet er steget, og vi nærmer os nu 32.000 medlemmer i skytteforeningerne. Særligt glædeligt er det, at flere unge voksne og flere kvinder har fundet vej til skydebanerne. Skydesporten er nemlig en sport for alle – uanset alder, køn eller baggrund.

Vi har i det forgangne år også sat retningen for fremtiden. På årsmødet i april lagde vi grundstenene til en ny strategi, der skal styrke skydesportens rolle i samfundet, skabe endnu bedre miljøer for børn og unge og give plads til talenterne, der kan føre sporten frem. Skydesporten står stærkt, og vi bygger videre på vores stolte traditioner.

Året har også mindet os om, hvad skydesporten kan betyde for den enkelte. Fra imponerende indsatser til DM-ugen i Herning og OL i Paris til de små, men livsændrende oplevelser i hverdagen. Emma Steensen er én af dem, der i Avisen Danmark den 7. maj fortæller om at hun har fundet ro og glæde gennem skydesporten. For hende er det ikke bare en sport – det er en måde at finde fokus og balance i livet på.

Når vi ser tilbage på 2024, ser vi således en sport, der samler mennesker, skaber glæde og styrker fællesskaber.

Vi glæder os til et nyt år fyldt med flere gode oplevelser, endnu flere medlemmer og endnu flere fortællinger om, hvad skydesporten kan.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer alle!

Venlige hilsner fra alle i bestyrelsen og sekretariatet i Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark)

 


Vores sociale medier

Vores partnere