Den 62-årige Lars-Ole Gundestrup, der bor nær Åsted udenfor Frederikshavn, bringer et væld af erfaring og passion til rollen.
Med en hverdag som adjunkt ved MARTEC, har Lars-Ole Gundestrup en stærk pædagogisk baggrund suppleret med uddannelse i vejledning, psykologi og mentaltræning. Han har desuden gennemført træneruddannelser gennem både Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark), DGI og Team Danmark.
Lars-Ole Gundestrups rejse inden for skydesporten begyndte i en ung alder gennem faderens engagement som jagttegnslærer og skeetskytte, og i de seneste 18 år har Lars-Ole været engageret i ungdomsarbejdet i Aalborg Flugtskydningsforening. En forening, som i dag tiltrækker skytter fra hele regionen gennem et solidt og inkluderende træningsmiljø.
Sportschef Ulrik Gerstorf Sørensen udtaler: “Siden november 2022 har Lars-Ole Gundestrup fungeret som udviklingslandstræner for disciplinerne Skeet og OL Trap. Hans tilgang er drevet af en stærk tro på fokuseret arbejde hos skytterne og god støtte til klubberne i deres daglige virke. Nu foldes rollen ud, så endnu flere skytter og klubber kan bidrage til udviklingen af skydesporten i Danmark, samtidig med at OL, VM, EM og DM-ambitionerne dyrkes.”
Visioner og mål
Lars-Ole Gundestrups mål som landstræner er at skabe de bedste betingelser for de individuelle skytter i bruttogruppen, så de kan udvikle sig efter personlige planer lagt i samarbejde med trænere og udviklingscentre. Han fokuserer på at skabe en sund træningskultur, hvor der også er plads til at sætte tempoet ned, hvis der er pres fra studier, familie eller andre forhold.
Centralt for hans filosofi er, at udvikling ikke kun skal måles på resultater: "Gode ting kommer til de dedikerede og tålmodige," siger Lars-Ole Gundestrup, der også understreger vigtigheden af transparens og tilgængelig støtte for skytterne. “Vi har nogle fantastisk dygtige Skeet og OL Trap-skytter i Danmark. Mange har deres egne trænere, nogle både til til det tekniske og det mentale, og det fortsætter. Mit fokus er at sikre sammenhæng, udvikling og etablere de bedst mulige rammer for de skytter, der udvikler sig og for de, som allerede er i verdenseliten.”
Dansk Skytte Union ser frem til et fortsat frugtbart samarbejde med Lars-Ole Gundestrup,
Yderligere samlinger for bruttogruppen vil blive annonceret senere på året.