Hvad skete på Skydesportens Dialogmøde 2025

08-04-2025

Læs mere om indhold, debat og beslutninger fra årsmødet afholdt den 5. april. Af særlig interesse var spørgsmålet om det fremadrettede kontingent. Hvor stort skal det være?

Det samlede deltagerantal var 88 personer med i alt 47 delegerede stemmer. Folk fra alle dele af skydesportens danmarkskort og alle discipliner havde fundet vej til Idrættens Hus i Brøndby, og alle var med til at gøre årsmødet til en god, konstruktiv og festlig dag for skydesporten.

Hædersbevisninger
Traditionen tro startede dagen med uddeling af skydesportens hædersbevisninger for 2024. Vi hædrede både ældre skytter for et livslangt virke, ungdoms- og juniorskytter for deres talent, frivillige ledere for deres indsats samt vores allerbedste skytter for deres flotte resultater.

Bestyrelsens beretning
John Hansen aflagde bestyrelsens beretning for 2024 med fokus på fremgang ude i foreningerne og vores medlemstal samt på det store politiske arbejde, vi har lagt i forhold til minister og folketing omkring skydesportens vilkår og muligheder. Vi har været aktive, når politikerne har drøftet bandepakker og ”strammere greb om våben”-initiativer og kæmpet for, at skydesporten stadig er en accepteret, respekteret og åben idræt uden for mange administrative byrder – en stadig større opgave, også når det gælder støj og miljø.

Formanden lagde også vægt på det sportslige område, hvor særligt DM-ugen var en succes for skydesporten med stor dækning i tv og andre medier. Ligesom det var vigtigt, at det lykkedes at opnå en olympisk finale med Stephanie Grundsøe i 50 m riffel ved sommerens OL i Paris.
Beretningen blev taget til efterretning med applaus.

Bedre økonomisk resultat i en svær tid
Regnskabet for 2024 blev fremlagt af generalsekretær Lars Green Bach og udviste et positivt resultat med et overskud på driften på 522.000 kr., hvilket bidrager til at øge Dansk Skytte Union (Skydesport Danmarks) egenkapital til knap 1,2 mio. kr.

Det blev understreget, at det mindre overskud også kun er sikret, fordi bestyrelsen med rettidig omhu reducerede antallet af medarbejdere tidligere på året. Regnskabet viser således også behovet for at løfte forbundets økonomiske ramme for at kunne imødekomme medlemmernes behov og forventninger.
Det samlede regnskab blev taget til efterretning af forsamlingen.

Indkomne forslag
Der var indkommet forslag fra Skytteklubben DSB/ASF om ændring af vedtægterne, så det fremadrettet er vedtægtsbestemt, at en tredjedel af kontingentet altid skal gå til aktivitetskomiteerne.

Bestyrelsen var enig i behovet for at yde mere økonomisk støtte til aktivitetskomiteerne, men uenig i, at det skal være mejslet i vedtægterne og fordeles mellem alle komiteer – uanset behov og aktivitet. Bestyrelsen så hellere et system, hvor de forskellige komiteer kan søge økonomisk tilskud til planlagte aktiviteter.

Der var en god og længere debat. Resultatet af afstemningen blev 11 for og 33 imod og 3 blanke stemmer.
Forslaget blev således forkastet af årsmødet.

Ændring af lovregulativ for aktivitetskomiteer
Var et forslag fra bestyrelsen, præsenteret af Rebecca Alexis og Niels Overgaard. De redegjorde for et længere dialogarbejde med de nuværende aktivitetskomiteer samt en fælles workshop med komiteerne, der resulterede i et samlet forslag til nyt lovregulativ, som skal lette arbejdet for de frivillige og også sikre et bedre samarbejde med – og støtte fra – kontoret i Brøndby. Det nye lovregulativ for aktivitetskomiteerne blev enstemmigt godkendt.

Årsmøder i aktivitetskomiteerne
Blev afholdt efter frokosten og fik debatten i gang på fem af vores disciplinområder: ISSF riffel, ISSF pistol, flugt, sortkrudt og western. Der blev både fokuseret på, hvad der var opnået i 2024, og kigget frem mod 2025. Aktivitetskomiteen for dynamisk sportsskydning havde afholdt deres årsmøde ved en tidligere lejlighed.

Efter møderne i komiteerne var der kaffe, kage og mulighed for at netværke lidt, inden selve årsmødet blev genoptaget.

De fremtidige planer
Årsmødet blev genoptaget med dette dagsordenspunkt, hvor næstformand Erik Mouritsen forklarede, at vi har forhandlet en ny strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund (DIF) for den kommende strategiperiode 2026-2029. Den gode nyhed var, at det er lykkedes os at forhandle en større økonomisk ramme med DIF, som vil øge den økonomiske strategistøtte fra ca. 1,3 til ca. 2,1 mio. kr. om året.

Samtidig er der aftalt fire nye strategispor (områder), der overordnet bærer overskrifterne:

De fire nye områder blev kort præsenteret af projektmedarbejder Fritz Ganzhorn og udviklingskonsulent Jarl Venneberg Jakobsen, hvor efter der var en kort workshop ved bordene med muligehd for at give input til, hvordan vi kan omsætte de fire strategispor til konkrete mål og handlinger – så 
strategien bliver så levende og brugbar som.

De endelige resultat- og procesmål for de nye strategier skal færdiggøres i samarbejde med DIF.

Budget og kontingent
Bestyrelsen orienterede om budgettet for 2025, som samlet set udviser et mindre overskud på ca. 43.000 kr. Budgettet er lagt ud fra bestyrelsens forslag om et kontingent på 80 kr. pr. år pr. medlem fra skytteforeningerne - svarende til 6,67 kr. pr. medlem pr. måned.

Dermed blev der lagt op til en god drøftelse af det fremtidige kontingent. Bestyrelsen havde fremlagt to modeller – en med 80 kr. og en med 100 kr. – hvor man i begge tilfælde også viste, hvad man kunne ”investere” de ekstra kontingentkroner i af merværdi og udvikling for skydesporten og medlemsforeningerne.

Begge forslag blev bragt til afstemning. Først blev kontingentforslaget på 100 kr. stemt ned (16 stemmer for og 29 stemmer imod), derefter blev forslaget på 80 kr. vedtaget med 2/3 flertal (30 stemmer for og 15 stemmer imod).

Det nye kontingent vil give ca. 800.000 kr. om året, som bestyrelsen havde foreslået prioriteret med 350.000 kr. til forbedring af vores SKV-behandling, 275.000 kr. mere årligt til at understøtte aktivitetskomiteernes aktiviteter og endelig 175.000 kr. til mere kvalitet i talentarbejdet.

Kontingentet vil bliver opkrævet senere på foråret 2025.

Valg
Sidste punkt på dagsordenen var valg til bestyrelsen. Da der ikke var indstillet modkandidater, konstaterede dirigenten, at John Hansen er genvalgt som formand for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) for en firårige periode, samt genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Anette K. Jensen, Rebecca Alexis og Paul Erik Sørensen – alle for to år.
Ny suppleant til bestyrelsen blev Rune Stampe Larsen.

Til Appeludvalget blev Martin Bak genvalgt og Anders Sode blev valgt som nyt medlem.

Som forbundets revisor var der genvalg til Idrættens Revisionspartnerselskab EY.

Ved 16-tiden takkede formanden af, og forsamlingen udtrykte et trefoldigt leve for Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark).

Næste årsmøde er den 18. april 2026.

Al materiale vedrørende årsmødet findes på siden her


Vores sociale medier

Vores partnere