Det er nu officielt: Skydesporten bliver repræsenteret med 15 discipliner ved de Olympiske Lege i Los Angeles i 2028. Det oplyser den internationale skytteorganisation International Shooting Sport Federation (ISSF), efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har godkendt programmet.
Antallet af deltagere bliver det samme som i Paris 2024 – nemlig 340 atleter. Det viser en stærk tillid til sporten og dens udvikling.
Flere finaler får justeret format. Blandt andet udvides finalerne i flugtskydning og hurtigpistol fra seks til otte skytter. Det skaber mere ensartede konkurrencer og giver plads til flere nationer.
Finalen i 50 meter riffel 3-stillinger vil fremover kun blive skudt i stående position. Kvalifikationen bevares dog med alle tre stillinger: liggende, knælende og stående. Ændringen skal gøre sporten lettere at formidle for både medier og nye seere.
Der sker også ændringer i mix-holdfinalerne, hvor alle fire hold nu skyder sammen i et nyt elimineringsformat – i stedet for separate medaljekampe.
Ændringerne træder i kraft fra 1. januar 2026 og vil blive testet gennem hele 2025.
Dansk Skytte Union | Skydesport Danmark ser frem til at følge udviklingen og bakke op om atleternes vej mod OL i Los Angeles i 2028.
På ISSF's hjemmeside kan I læse mere herom: Link
For yderligere information:
Kontakt venligst eliteansvarlig Ulrik Gerstorf Sørensen på telefon +45 24 90 94 01 eller mail ugs@skytteunion.dk