Er du klar på en ny udfordring? Den kan du få med Compak Sporting

30-04-2025

Dansk Skytteunion (Skydesport Danmark) repræsenterer en lang række af discipliner inden for skydesporten. En af de mest populære er Compak Sporting. Her har du mulighed for at skyde lerduer i et fleksibelt koncept, der udfordrer dig på nye måder, hver gang du møder op til træning eller stævne.

Steffen Thomsen har dyrket Compak Sporting i 8 år. Vi har snakket med Steffen om, hvad der gør disciplinen så fed.

Hvordan beskriver du Compak Sporting til skytter, der aldrig har dyrket det før?

Modsat andre lerduediscipliner ved du ikke, hvordan lerduerne vil blive kastet. Der er regler, men det er meget mere alsidigt. Den oprindelige tanke var, at disciplinen skal simulere jagt; derfor er der ingen bestemte, standardiserede lerduer eller retninger, de bliver sendt afsted i.

Du skal være en omstillingsparat skytte, fordi du bliver nødt til at skyde med flere forskellige metoder; der er utallige måder, duerne bliver sendt afsted. Fordi det ikke er forudbestemte duer, er du nødt til a

t lægge en taktik for hver enkelt lerdue, så du optimerer dine chancer for at ramme.

Compak Sporting skydes på mindre baner end Fitasc Sporting, hvor vi simulerer jagt ude i naturen. Der går man bare ud i skoven til nogle opstillede kastemaskiner og fyrer duer afsted diverse steder. Men det har vi desværre typisk ikke pladsen til i Danmark. Compak Sporting er Sporting med lidt flere begrænsninger og komprimeret ned, så det kan lade sig gøre at skyde det på en sædvanlig skeet bane.

Hvad gør Compak Sporting til en spændende disciplin?

Der er ikke to dage, der er ens. I stedet for at skyde den samme due 100 gange på den samme måde, får du en ny udfordring hver gang. Duerne kastes med forskellig retning: højre, venstre, indkommende, udadgående, faldende, stigende og så videre. Dertil kommer forskellige hastigheder, vinkler, størrelser og farver på lerduerne.

Jeg synes også, det er fedt, at det er en stor skydesport i hele Europa. Hvis du kommer til udlandet, kan du skyde i mange forskellige terræner. Der er meget få regler, udover regler om et fast skydefelt: Vi skyder fra stilladser, ned i kløfter, op og ned, fra siden, med træer på banen eller andre forhindringer. Stævnearrangørerne er meget kreative, og det betyder mange sjove udfordringer, der kræver forskellige taktikker og metoder.


Hvorfor tror du, at Compak Sporting er en populær disciplin inden for Dansk Skytteunion?

Compak Sporting kræver, at du lægger en taktik; du skal forberede dig, du skal ud at kigge på duerne og forholde dig til banens layout. Jeg tror godt, folk kan lide uforudsigeligheden, og følelsen af natur og frisk luft giver en bedre indlevelse.

Der er normalt 80-100 skytter til et stævne i Danmark, så der er mange at hygge og tale med. Det er en social disciplin, hvor man skyder 4 runder af 25 duer over en hel dag, og vi skiftes alle til at være dommere. Du møder mange og taler med mange forskellige personer.

Jeg tror, at folk synes, det er en hyggelig dag. Men det er disciplinen, sporten og konkurrencen, der tiltrækker folk. Danmark er lidt fladt, men når man først kommer til udlandet, får man lov til at skyde på baner i helt andet terræn, og det kan jeg mærke, at folk nyder. De kommer hjem og er helt høje på oplevelsen.

I udlandet er der ofte 200-800 deltagere til et stævne. Det afhænger af, om det er et typisk grandprix på to dage, eller et stort mesterskab som EM eller VM på fire dage. Det giver mulighed for at skabe et internationalt netværk.

Hvor mange danske deltagere er der typisk til de internationale mesterskaber?

Danmark er tit stærkt repræsenteret til både EM og VM. Vi er ofte 25 til 30 deltagere fra Danmark, hvilket ofte gør os til den fjerde eller femte største nation til sådanne mesterskaber.  Jeg har lige været til EM i Sevilla med vores junior- og seniorlandshold. De vandt begge en flot brozemedalje! 

Hvad får du personligt ud af at komme til Compak Sporting-stævner?

For det første synes jeg, det er sjovt at konkurrere og forsøge at slå sine egne mål. For det andet er der altid et nyt sted, en ny bane, og der er altid noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg får muligheden for at dyrke sporten i et anderledes klima og terræn. Herudover er det altid interessant at møde mennesker med den samme interesse ude i verden.

Al skydesport kræver stort fokus. Er det anderledes for Compak Sporting?

Nej. Du skal mestre flere metoder, teknikker og bevægelsesmønstre. Men jeg tror, at det er nemmere at holde koncentrationen, fordi du ikke skal gøre det samme igen og igen. Det er altid nye udfordringer at løse. Det kræver måske mere planlægning og teknik, men der er også fedt. Når du ankommer om morgenen, ved du ikke, hvad du skal skyde. Det eneste, du ved, er, at du skal skyde fire runder af 25 duer.

Hvis jeg nu gerne vil starte til Compak Sporting, er der så noget, jeg skal kunne i forvejen?

Du skal nok sætte forventningerne, så de matcher overens med din erfaring. Det sagt er der ikke noget galt med at starte helt grøn, fordi du lærer at bruge mange forskellige metoder og teknikker. På samme måde kan du også komme fra en anden disciplin. Det er ikke nogen ulempe, hvis du ikke har skudt lerduer før.

Klubskydning og vinterturneringer er et godt sted at starte, fordi niveauet er en smule lavere. Derefter kan du komme med i de lidt mere formelle turneringer om sommeren, som arrangeres af Skytteunionen. 


Har du fået blod på tanden, og vil du gerne lære Compak Sporting bedre at kende? Så kan du se mere på disciplinens åbne Facebookgruppe.

www.facebook.com/groups/257418900965003


Vores sociale medier

Vores partnere